Økonomisk svindel betaler sig, bare man snyder tilstrækkelig stort. Den umoralske lære synes at stå tilbage, efter at domstolene har talt i århundredets største svindelsag om den 65-årige Britta Nielsens bedrageri mod Socialministeriet for 117 millioner kroner og om hendes børns hæleri for knap halvdelen af beløbet. Selvfølgelig kommer der store menneskelige omkostninger oveni, men snævert økonomisk betragtet takseres kriminalitet i dette format ubegribeligt mildt. Britta Nielsens tre voksne børn er netop ved retten i Glostrup blevet idømt fængselsstraffe for hæleri, og de har alle tre anket afgørelserne til Landsretten.
Stadfæstes byrettens domme, vil deres ”årsløn” ved at sidde i fængsel dog stadig blive langt over, hvad et almindeligt funktionærjob nogensinde kan indbringe.
En endnu større skandale er imidlertid, at der intet ansvar er placeret for sagen på myndighedssiden. Hverken politikere eller embedsmænd er stillet til regnskab for at have oprettet et system, der lå åbent for så omfattende svindel gennem mindst 25 år og formentlig længere. Ingen er degraderet, afskediget endsige stævnet for at have overhørt talrige advarsler fra Rigsrevisionen om et skrøbeligt kontrolsystem og endda konkrete advarsler om selve sagen fra Danske Bank helt tilbage fra 2012.
Revisionsvirksomheden PwC fandt i sin rapport sidste år 13 ”kontrolsvagheder” i den danske tilskudsadministration fra 1977 til 2018. Eller rettere – det var de svagheder, der formodentlig fandtes fra 2008 til 2018. Før den tid var det nemlig ikke muligt at sige ret meget om kontrollen med de mange tilskudsmilliarder. Af samme grund fandt statens egen advokat, Kammeradvokaten, i 2019 frem til, at han ikke kunne vurdere, hvor ansvaret for administrationen fra 2000 til 2007 skulle placeres. Fra 2008 til 2015 havde han lidt flere oplysninger, men stadig ikke nok til at placere et tjenstligt ansvar. Fra 2015 var ansvaret for tilskudsadministrationen lagt over til Socialstyrelsen, som ”moderniserede” systemet, og omfanget af Britta Nielsens svig faldt i den efterfølgende periode. Men ej heller her kunne Kammeradvokaten placere et ansvar.
Derved er det blevet. Socialstyrelsen udbetaler alene i år over en halv milliard puljekroner til sociale formål i frivillige foreninger, væresteder og lignende. Det er en gavebod med alle muligheder for snyd og svindel. Angiveligt er kontrollen med midlerne blevet bedre, men hvem tør tro på det? I årtier havde ingen åbenbart fantasi til at forestille sig internt svig i Socialministeriet, selvom den risiko burde have været elementær skolelærdom, siden tidligere justitsminister Peder Adler Alberti i 1908 meldte sig selv til politiet for underslæb og dokumentfalsk over for Den Sjællandske Bondestands Sparekasse.
Dengang endte det med en rigsretsdom, men i dag behøver man åbenbart ikke stille nogen til ansvar for et system, som kunne besviges i en menneskealder til skade for tilliden til samfundets sociale sammenhængskraft.