Det er ikke noget perfekt papir.” Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) havde ikke ligefrem superlativerne fremme, da han i Folketingets spørgetime i går satte ord på FN’s nye erklæring om immigration, ”Global Compact for Safe, Orderly and Regular Migration.”
Overfor Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl understregede han imidlertid, at pagten ikke ændrer på retstilstanden, og at han aldrig tidligere havde set og hørt så meget misinformation om et papir, som det, der havde cirklet rundt på de sociale medier om erklæringen. Danmark kan fortsætte sin stramme indvandrerpolitik, og alverdens lande har som hidtil pligt til at tage egne borgere retur, når de udvises fra et andet land som ”irregulære migranter”, det vil sige migranter uden lovlige papirer. Det forbedrer endda muligheden for at afvise dem, mener han. For at imødekomme den ”forvirring”, planen har skabt på de sociale medier, vil regeringen nu afgive en stemmeforklaring om Danmarks fortolkning, når erklæringen underskrives i Marrakech i Marokko 10.-11. december.
Det nagende spørgsmål, som Thulesen Dahl også fulgte op med i går, er, hvad der skulle få nordafrikanske lande til i højere grad at tage egne borgere retur, når for eksempel Danmark nok vil underskrive FN-erklæringen men i øvrigt ikke har tænkt sig at følge intentionerne i den. Konkret handler det om, at nogle af de 23 punkter i papiret umiddelbart ser ud til at være svære at få til at harmonere med den absolutte, nationale selvbestemmelse i udlændingepolitikken. For eksempel målene om lettere adgang for migranter til at arbejde i det land, de kommer til, lettere adgang til familiesammenføring, lettere adgang til midlertidig eller permanent ophold, hvis man har brugt en menneskesmugler og flere andre passager i teksten.
En del lande har allerede afvist den. Det gælder blandt andet USA, Australien, Polen, Ungarn, Tjekkiet, Slovakiet og Østrig. Og umiddelbart er det let at forstå skepsissen over for endnu en international hensigtserklæring, som i praksis risikerer ikke at få nogen virkning, blandt andet fordi den ikke er juridisk bindende.
På den anden side råber globaliseringen og menneskers forståelige jagt på bedre leveforhold over landegrænser på international regulering. Formentlig vil millioner af fattige afrikanere søge mod eksempelvis Europas kyster de kommende år, og selv ikke nok så mange patruljebåde, høje hegn eller ruller af pigtråd kan stoppe immigrationen. Så det er forståeligt, at man søger de nationale løsninger, men der er også brug for aftaler med de lande, migranterne kommer fra, om, at de kan sendes tilbage. Hvis det skal batte noget, kræver det en systematisk, fælles indsats fra verdenssamfundet. FN’s erklæring er langt fra at være et perfekt papir til det formål, men kan det bane vej for flere konkrete aftaler om hjemsendelser, vil noget dog være nået.