Det har ikke skortet på dommedagsprofetierne i slutspurten af den særdeles aggressivt førte valgkamp op til dagens britiske folkeafstemning, hvor over 46 millioner vælgere skal stemme om, hvorvidt Det Forenede Konge-rige ”skal forblive medlem af Den Europæiske Union eller forlade Den Europæiske Union”.
Hvis et flertal virkelig vender Europa ryggen, er døren smækket i for evigt, for en Brexit vil være uigenkaldelig, advarer flere EU-ledere. Alt andet ville være en hån mod vælgernes dom og kaste et i forvejen udfordret EU ud i en endnu mere uoverskuelig krise.
Den britiske premierminister, David Cameron, har selv advaret om, at det ikke kan gøres om, hvis briterne stemmer sig ud. Med stor patos har han bekendgjort, at dagens afstemning er en afgørelse om ”vores plads i verden”.
Deri har Cameron ret, men han har kun sig selv at takke, hvis briterne hiver vindebroen op og isolerer sig fra Europa.
Folkeafstemningen, som kan betyde knald eller fald for Den Europæiske Union som et historisk skæbnefællesskab, skyldes en fiks idé fra Camerons side i håb om at tækkes et stadig mere hidsigt og EU-skeptisk konservativt bagland.
En fiks idé, hvor bordet pludselig fangede, da han imod alle odds kunne regere alene efter valget sidste år, men som nu har vist sig som et uansvarligt politisk sats.
Premierministeren har i årevis fortalt sine landsmænd, at EU ikke fungerer, og at han nægter at lade sig tryne af Bruxelles. Den retorik har ramt ham lige i nakken i hans forsøg på at overbevise briterne om at blive i den førhen så forhadte union.
For det er ikke lykkedes Cameron at få folkeafstemningen til at handle om den aftale, som var hele hans officielle udgangspunkt for at udskrive den. Nemlig aftalen, hvor de andre EU-ledere efter hårdt britisk pres blandt andet er gået med på at undtage Storbritannien fra målsætningen om en stadig tættere union og tillade et stop for udbetaling af britiske velfærdsydelser i tilfælde af et stort rykind af andre EU-borgere. Undtagelser, som faktisk også er i Danmarks interesse, men logisk nok kun bliver til noget, hvis briterne ikke melder sig ud.
David Cameron lærer nu på den hårde måde, at folkeafstemninger ofte handler om helt andre ting end det, der står på stemmesedlen.
Som erfaringen fra danske EU- afstemninger viser, er det de emotionelle snarere end de rationelle argumenter, der spiller ind, og folkeafstemninger giver vælgerne en enestående chance til at give deres utilfredshed med regeringen til kende.
Inden folkeafstemningen krævede Camerons EU-kritiske partifæller primært gennemgribende reformer af EU, men ikke nødvendigvis et decideret farvel.
Nu er ønsket om en Brexit blevet politisk stuerent, og det må han og resten af EU forholde sig til, hvis det bliver et ja. Hvis det ender i et nej til EU, er han færdig i politik og ikke blot hans eget konservative parti i fare for blive sprængt, men hele Det Forenede Kongeriges sammenhold truet, for skotterne vil næppe følge englænderne ud af EU.
David Cameron har satset hele butikken – uden at det gavner hverken Europa eller briterne.
Her er argumenterne for og imod et britisk farvel til EU
Tilhængere og modstandere af en Brexit, altså en britisk udmeldelse af EU, fremsætter her deres bedste argumenter i forhold til 11 politiske områder:
