Catalonien hører hjemme i Spanien

Den rige regions nationalisme ligner til forveksling chauvinisme

Jeppe Duvå 2016
Jeppe Duvå 2016. Foto: Leif Tuxen.

Nogle europæiske regioner og provinser har i århundreder været opfyldt af en selvstændighedstrang, som er blevet næret af en dominans fra en centralmagt. En centralmagt, som med rette er blevet betragtet som fremmed og indtrængende. Den irske øs løsrivelse fra England, som foregik i en proces, der blev indledt for cirka 100 år siden, er et eksempel.

Irland var geografisk, religiøst, kulturelt og sprogligt ikke en naturlig, men derimod en konstant modvillig del af Det Forenede Kongerige. Det store befolkningsflertal ønskede en uafhængig irsk nation, hvilket man godt kan forstå – briterne havde altid behandlet irerne som andenklassesborgere i en besværlig koloni.

Europa blev ikke et dårligere, men et bedre sted af irsk løsrivelse.

Catalonien er en noget anden historie. Det hindrer ikke stærke politiske kræfter i den umådeligt velstående spanske region i at ønske en løsrivelse fra resten af Spanien. En folkeafstemning om selvstændigheden er bebudet til den 1. oktober, men den spanske stats forfatningsdomstol har foreløbig støttet den spanske regerings påstand om, at afstemningens tema er ulovligt. Spanien er i dag en sammentømret nation, der med succes har lagt borgerkrigens (1936-39) splittelse og det efterfølgende Franco-diktaturs (1939-75) brutale centralisme bag sig.

At Spaniens rigeste, mest globaliserede del, hvor spansk centralstyre allerede er massivt i defensiven, hvor der er udstrakt politisk og forvaltningsmæssig autonomi, hvor catalonsk er indført overalt som førstesproget, og hvor det autentiske historiske belæg for nationalismen er diskutabelt, at lige netop dén region vil hægte resten af Spanien af, det ligner mere egoisme end separatisme.

Lega Nords projekt i det rige Norditalien er af samme skuffe: Chauvinisme overfor de mere tilbagestående, sydlige dele af landet, men pænt indhyllet i folkedragter, regionale retter og konstrueret folkelighed. Identitetspolitik, når det er værst og muteret til kollektiv selvoptagethed.

Den skotske nationalisme har samme præg, omend der her er den afgørende forskel fra det catalonske tilfælde, at London på forhånd har erklæret at ville acceptere skotsk selvstændighed, skulle et flertal vise sig ved en afstemning.

Hvis Cataloniens selvstyreregering fremturer, er det svært at se, hvordan krisen kan ende fredeligt. Madrid markerede i sidste uge med en række anholdelser af catalonske lokalpolitikere og embedsmænd, at legen får en ende, og at Spaniens sammenhængskraft ikke skal bringes i fare af nationalromantikere på business class. Der er også et hensyn at tage til den halvdel af indbyggerne i Catalonien, som er spaniere fra andre dele af landet. De skal ikke gøres til fremmede borgere i deres eget land.

Europa er et kludetæppe af nationer, folk og sprog. Det er kontinentets charme, styrke – og historiske forbandelse. Der er ikke brug for at forstærke nogen centrifugalkraft i de enkelte stater. Tværtimod. Og Irlands historie findes heldigvis ikke i nogen nutidig parallel.