Danskerne vågnede forleden op til nyheden om nazistisk hærværk mod en jødisk gravplads og individuel chikane rettet mod jødiske medborgeres adresser. I weekenden kunne Berlingske detaljeret gengive en families oplevelser med en anden variant af antisemitisme. I dette tilfælde handler det om to søskende, der i deres kommuneskoler er blevet udsat for trusler og chikane, der lever op til alle definitioner på hadforbrydelser. Her kom den ualmindeligt grove mobning ifølge familiens beretning fra drenge med muslimsk baggrund. Så i denne sag er det ikke døde sten, det er gået ud over; det er skræmte børn i skolealderen. De er blevet udsat for allehånde overgreb i deres skoletid, alene fordi det – på tre forskellige skoler – kom nogle andre børn for øre, at deres far er fra Israel og jøde.
Her kunne Berlingskes historie være slut, hvis ikke den dannede baggrund for en endnu større skandale end selve det forhold, at børn i Danmark i 2019 skal udsættes for overgreb, fordi deres far er jøde. Det egentligt rystende er de involverede skoleledelsers passivitet. Den truede families henvendelser, skriverier til skoler og kommuner, opråb og resignerede flytning af et af deres børn fra skole til skole har over en årrække intet reelt medført.
Berlingske har konfronteret den mest belastede skoles leder med forløbet. Hvis det medførte blot antydning af flovhed hos skolelederen, fremgår det ikke af Berlingskes referat. Tværtimod kom han med en bureaukratisk, nærmest kafkask, forklaring på, hvorfor han bare har ladet stå til. Det minder om arrogance, men man må håbe, at der er tale om en uacceptabel konfliktskyhed og frygt. Frygt for at blive beskyldt for alle mulige slemme ting ved at konfrontere en overgrebskultur, der ikke bør få en fod til jorden i Danmark.
En af skolerne mandede sig på et tidspunkt op til at opfordre til ”dialog”. Overhovedet at bringe hurra-ordet dialog i anvendelse, når en skole står med et barn, hvis sikkerhed er bragt i fare på grund af andre elevers hadforbryderiske chikane, burde medføre en tjenstlig sag mod de ansvarlige på skolen. Det samlede forløb er en skamplet på de tre involverede skoler. Det rejser desværre i videre forstand spørgsmålet, om lærere og skolemyndigheder er rustede til at tackle de mindre ønskværdige sider af en mellemøstlig kultur, der i børnehøjde kun vil blive mere markant i de kommende årtier.
Affæren, der omfatter skoler i tre forskellige kommuner, heraf to på den indvandrertunge københavnske vestegn, må udløse en granskning fra de kommunale topledelsers side. Det burde være en selvfølge, at forløbet får konsekvenser. Om ikke i form af irettesættelser eller andre tjenstlige indgreb mod dem, der intet gjorde i den konkrete sag, hvilket at dømme efter Berlingskes gennemgang ellers ville være helt rimeligt, så som minimum i form af en effektiv indgriben i fremtidige sager.
Hadforbrydelser skal møde nultolerance overalt i det danske samfund. Der må ikke gøres magelige undtagelser, når de rammer skolebørn.