SIDEN DET, man kunne kalde Leif Bork Hansen-sagens anden akt begyndte, er der stort set ikke gået en dag, uden at der er kommet nye udspil fra både præster og politikere mod den danske udlændingelovgivning. Senest i forgårs, hvor domprovsten i Viborg, Arndt Jessen Hansen, fortalte, at han har skjult en serbisk flygtning, og folketingspolitikeren Tove Videbæk (KrF) meldte i går ud, at der kan være særlige situationer, hvor samvittigheden må gå forud for landets love. Det er nærmest blevet lidt trendy at være civil ulydig her i sommervarmen. Og selvom den stigende mediefokusering på sagen har det med at forplumre sigtet, og selvom det kan menes, at den bedste form for civil ulydighed er den, der foregår i stilfærdighed, kommer man på den anden side ikke langt uden omtale. Der er da heller ikke tvivl om, at Leif Bork Hansen, som har fået dom for at skjule 33 serbiske flygtninge, er lykkedes med sit forehavende. Han har fra begyndelsen slået fast, at formålet med hans civile ulydighed ud over at beskytte serberne var at skabe opmærksomhed om den efter hans mening himmelråbende uretfærdige udvisning af serberne, der stammer fra det kroatisk-dominerede Østslavonien og derfor ville blive sendt hjem til en uvis skæbne. Danmark plejer at pryde sig af at være en retsstat, men derfor er det naturligvis ikke givet, at staten altid har ret. Borgerne - og især præster viser historien - kan derfor blive tvunget ud i situationer, hvor de vælger at handle mod landets love af samvittighedsgrunde. Dermed kan der skabes opmærksomhed og forhåbentlig en dialog, som kan være med til at forbedre lovgivningen. For sådan fungerer et demokrati også. Problemet er bare, at opmærksomhed ikke opnås uden brug af medierne. Og når medierne træder til, ved vi alle, hvad der sker. Politikerne smiler til kameraet, trækker i arbejdstøjet, ruller ærmerne op, tager fat om nældens rod - og træffer ofte forhastede beslutninger uden at undersøge sagerne til bunds. Lige så forhastet, det var at gennemføre en stramning af udlændingeloven, som det skete forud for valget i marts 1998 af delvis medieskabt skræk for, at de socialdemokratiske vælgere skulle søge tryghed i Pia Kjærsgaards favn, lige så forhastet vil det være at lave en opblødning baseret på enkeltsager, og en sådan er Leif Bork Hansens. Især når den forstyrres af profileringsivrige politikere som Finn Rudaizky (S), der i sidste uge både via en pressemeddelelse og et læserbrev i herværende avis sammenlignede Leif Bork Hansens indsats med de danskeres indsats, som under krigen skjulte danske jøder. Det er ikke alene useriøst, det er også uanstændigt. Dermed ikke sagt, at Danmark har den udlændingelov, vi bør have. For det har vi ikke. Det blev blandt andet klart, da vi længe vægrede os mod at modtage flygtninge fra Kosovo.weis