Prøv avisen
Leder

Civil ulydighed ligner mediestunt

Ikke indlysende, at det var nødvendigt at trykke PET-bog i utide

Hvis den omstridte bog ”Syv år for PET” havde indeholdt vitale afsløringer om forkert forvaltning af Danmarks sikkerhed, om konkrete risici for landets borgere udløst af inkompetente politikere eller efterretningsfolk, eller hvis den havde løftet sløret for hidtil ukendte, overhængende terrortrusler mod riget, så kunne det have været en indlysende og rigtig handling at publicere den på trods af det fogedforbud, der blev nedlagt mod den i sidste uge.

Men der er efter alt at dømme ikke tale om en bog af den tyngde. Faktisk har både dens forfatter, forlaget People’sPress samt Politiken, der i går begik det ultimative brud på fogedforbuddet ved at trykke hele bogen som en særsektion, i de senere dage gjort meget for netop at nedtone og afdramatisere bogens indhold.

Altsammen for at pege på det urimelige og skadelige i, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) natten til torsdag fik retten til at nedlægge forbud mod udgivelsen af bogen.

Problemet er, at det er et tveægget argument, en række chefredaktører her anvender for at berettige deres bevidste overtrædelse af domstolens fogedforbud – et forbud der så, uden at det ændrer noget i sagens principper, i går blev opgivet af PET.

For eftersom ingen viden af central samfundsmæssig betydning ville blive unddraget offentligheden, hvis medierne i stedet havde valgt at afvente resultatet af, at forbudskendelsen blev kæret til en højere retsinstans, kunne man faktisk have tøvet og ladet rettens arbejde gå sin gang.

Bogen skulle først udkomme den 17. oktober, så den behøvede ikke engang at komme til læsernes kendskab med en forsinkelse. Og bogens åbenbart overskuelige væsentlighed taget i betragtning var der næppe nogen afgørende offentlighedsinteresser, der var blevet trådt under fode.

Under alle omstændigheder er et fogedforbud det, der hedder et foreløbigt retsmiddel; modsat hvad man har kunnet få indtryk af i de seneste dages opkørte debat om sagen, så er der altså ikke tale om, at forbuddet for tid og evighed ville afskære befolkningen fra at få indblik i de oplevelser, den tidligere PET-chef Jakob Scharf fortæller om i bogen.

Både samfundet i almindelighed og medierne i særdeleshed står sig faktisk godt ved, at regler følges, og at domstolsafgørelser respekteres. Ingen er, med al respekt, tjent med, at eksempelvis Ekstra Bladet udnævner sig selv til overdommer over, hvorvidt et forbud skal respekteres eller ej, og når det sker, kan man ikke klandre dem, der får en vag fornemmelse af, at der er tale om et mediestunt.

Når der ikke er mistanke om, at dommeren bag forbuddet er korrupt, afsindig eller har handlet under ydre pres, ja, så må civil ulydighed og bevidste overtrædelser såsom at trykke en midlertidigt tilbageholdt bog være skridt, som pressen forbeholder helt usædvanlige og yderst sjældne tilfælde. Som antydet kan det som minimum diskuteres, om de kriterier var opfyldt i denne sag.

Når alt det er sagt, så har PET båret sig klodset ad med sin fogedsag, og det fra myndighedernes side dilettantiske forløb kaster et formildende skær over Politikens, Radio24syvs og Ekstra Bladets hele og delvise publiceringer af bogen.

Det skal naturligvis få enhver tilhænger af en fri presse til at stejle, når en fogedsag afvikles som en – undskyld udtrykket – efterretningssag midt om natten uden nogen mediers tilstedeværelse, og når det grundlag, PET agerede på, ikke var et konkret kendskab til bogens indhold, men kun en mistanke baseret på forlagets markedsføring af bogen.

Et fra begyndelsen unødvendigt indgreb har medført et forløb, der ikke pryder nogen af sagens parter.