Kristeligt Dagblad mener: Corona giver os en ny chance for ydmyghed i 2021

Inden vi haster tilbage til flyvemaskinerne, festivalerne, dyre restaurantbesøg og overfyldte motorveje, bør vi tænke over pandemiens dybere morale

Så siger vi farvel til et helt normalt år.

Hov, var der en slåfejl der? Skulle der ikke have stået unormalt?

Nej, det skulle der ikke, selvom 2020 på mange måder har været et usædvanligt år – målt med modernitetens og efterkrigstidens målestok. I et større globalt og historisk perspektiv har coronaepidemien imidlertid tegnet et spejlbillede af menneskelivets normalsituation gennem tusinder af år: Prisgivet dødelige, smitsomme sygdomme. Låst til hjem og arbejdsplads, der sjældent har ligget langt fra hinanden. Og uden de ekstreme muligheder for forbrug, adspredelse, kulturelle oplevelser og udlandsrejser, som det moderne liv ellers har kunnet tilbyde den mest velstående del af verden i nogle årtier.

Nu er vaccinen her, og vi går ind i det nye år med håbet om, at den hurtigt vil ”normalisere” vores liv. Det vil sige fylde det op med alt det, der i den store sammenhæng har været unormalt, og som næppe heller ikke i det lange løb er holdbart, fordi kloden ikke har ressourcerne til vores livsstil.

Artiklen fortsætter under annoncen

Der er brugt store ord om, at det på kun ni måneder er lykkedes at udvikle vacciner, der ser ud til at kunne bekæmpe covid-19, endda uden væsentlige bivirkninger. En månelanding for den medicinske videnskab er det blevet kaldt. Og ja, det er en stor bedrift, som man selvfølgelig må glæde sig over. Det er fantastisk, hvis vaccinen faktisk kan redde millioner af mennesker fra covid-19.

Samtidig er det svært ikke at skele til, hvor få kræfter der til sammenligning bliver lagt politisk og økonomisk i at nedkæmpe andre livstruende sygdomme som tuberkulose og malaria. Som omtalt i gårsdagens avis koster de hvert eneste år mange hundrede tusinder mennesker livet. Her synes den afgørende forskel at være, at coronaen især har ramt de rige lande, mens de andre sygdomme rammer de fattige. Kynisk set handler det om, at mennesker står sig selv nærmest, og politisk er det nemmere at mobilisere handlekraft til egen og nærmeste families sundhed og overlevelse, end til mennesker, som lever langt væk fra en selv.

Alligevel burde man tage ved lære af covid-19 på et dybere plan. I første omgang ved at overveje, om tiden ikke er inde til en større indsats mod de andre livstruende epidemiske sygdomme, som ikke nødvendigvis rammer os selv. Inden vi haster tilbage til flyvemaskinerne, festivalerne, dyre restaurantbesøg og overfyldte motorveje, er det også værd at fundere over pandemiens morale. Som filosoffen John Gray skriver i dagens avis, har covid-19 prikket hul på den menneskelige overlegenheds boble. Den har vist os, at vi ikke er de suveræne herrer over liv og død, som vi måske i svage øjeblikke forestiller os. Menneskets forgængelighed og skyld er nogle af kristendommens centrale erkendelser, som igen kan føre til ydmyghed. Netop det ord, ydmyghed, synes desværre udrydningstruet for tiden. De færreste ser noget attraktivt ved ydmyghed. Hvorfor skulle man tilsidesætte egne behov for andres?

En af indvendingerne mod ydmyghed er, at den angiveligt gør mennesker triste. Umiddelbart forekommer det jo deprimerende at erkende sin dødelighed og sine begrænsninger. Eller at man ikke står forrest til alle de fornøjelser, livet tilsyneladende har at byde på. Det overraskende, svært erkendelige er, at det som regel forholder sig modsat. Udtrykt med en gammel kliché, er der større glæde ved at give end ved at modtage. Kunne vi tage den pointe med fra det unormalt normale 2020, ville meget være vundet. Lad ydmygheden få en ny chance i 2021.