EUs økonomiske redning af Cypern har slukket den seneste brand i eurosamarbejdet. Men redningen har ikke løst det dilemma, som valutaunionen er født med bare gjort det endnu mere påtrængende. Såvel tilhængere som modstandere af europæisk økonomisk integration har advaret om dilemmaet, siden euroen blev skabt i 1999: At det i længden er en sikker opskrift på ustabilitet at fastholde en fælles valuta og rente i vidt forskellige lande uden en tilsvarende fælles finanspolitisk styring. Hvis Cypern-krisen, der i mini-format bare er en reprise af den langstrakte og endnu ikke afsluttede krise om Grækenlands økonomi, derfor resulterer i en forstærket drift mod Bruxelles-kontrol af enkeltlandene, så bør det ikke overraske nogen. Og omvendt: Sker det ikke, kan man lidenskabsløst konstatere med kloge mennesker som den tidligere nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer, at euroen er på dødskurs, som han formulerede det i et interview sidste sommer.
LÆS OGSÅ: Cypern-redning fører til hak i europæisk tillid
Nu skal Cypern betale regningen for redningskransen, der efter nogle dages fumlen og uklare meldinger er blevet kastet ud fra eurolandene, Den Europæiske Centralbank (ECB) og Den Internationale Valutafond (IMF). Redningens pris bliver for cyprioterne en muligvis lang periode med høj arbejdsløshed og lav vækst. Den kommer efter en årrække, hvor landet har muntret sig med det modsatte en økonomisk fest, der kun kunne lade sig gøre, fordi landets medlemskab af euroen sikrede det unaturligt lave renter og mulighed for at opbygge kolossale underskud på betalingsbalancen. Russiske investorer og indskydere i de to cypriotiske storbanker, der nu i praksis er sendt i konkurs, er i løbet af turbulensen på det nærmeste blevet udlagt som selve årsagen til østatens uføre. Desværre er det ikke så simpelt; den egentlige årsag er, at Cyperns regering ikke har evnet at afbalancere en for lav rente med en modsvarende stram finanspolitik, hvilket igen har kunnet lade sig gøre, fordi EUs vækst- og stabilitetspagt i virkelighedens verden ikke formår at bremse enkeltlandes uansvarligheder.
Havde EU et alternativ til den brandbeskatning og indefrysning af indeståender, som nu bliver store indskydere i Cyperns banksektor til del? Næppe. Et Cypern, der fik lov til at gå til bunds i Middelhavet, ville sætte et gruopvækkende eksempel for andre økonomisk vaklende middelhavslande, især Spanien. Set fra den jævne cypriots perspektiv stod valget mellem den nuværende redning-med-en-høj-pris og en udtræden af euroen med en national nedtur til følge som den, Island har været igennem. Men modsat den nordatlantiske ø har Cypern en historisk bagage af blodig politisk uro helt bortset fra at en del af øen er under tyrkisk kontrol. En EU-foreskrevet kur er derfor, under de triste omstændigheder, det mindste onde. jd