Prøv avisen
Leder

Da EU-systemet igen fik sin vilje

Af Kerrin Linde, Udlandsredaktør

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

EU’s ledere og institutioner må drage ved lære af uskønt forløb

Alt er, som det plejer i det indspiste europæiske magtspil. Det endte i hvert fald i nok et uskønt og uigennemskueligt forløb, da EU’s 28 stats- og regeringschefer i alt fire gange måtte sætte hinanden stævne for at få den vanskelige jobkabale til at gå op om, hvem der de næste fem år skal stå i spidsen for unionens vigtigste institutioner. Efter at vælgerne for første gang i EU’s historie fik stemmeprocenten i vejret ved det nylige europa-parlamentsvalg, blev der ellers holdt store skåltaler om, at det splittede og udskældte europæiske projekt havde vundet tiltrængt fornyet demokratisk legitimitet.

Denne opmuntrende demokratiske vækkelse har EU-lederne nu tildelt en ordentlig mavepuster ved at ty til et klassisk kompromis, hvor det i sidste ende ikke var kvalifikationer, der talte – i så fald havde Margrethe Vestager nemlig klart været det bedste bud – men nok engang snævre nationale og partipolitiske interesser, som fik overtaget. At danskeren nu kan blive en magtfuld næstformand for Kommissionen, er glædeligt, men også en ringe trøstepræmie i det store billede, hvor det handler om at ruste EU til fremtiden med store udfordringer som migration og klima i en globaliseret verden i opbrud.

Godt nok er den slags kompromiser selve essensen af EU-samarbejdet, når de 28, snart 27 medlemslande skal kunne spejle sig i det, der kan opnås enighed om. Og det er et vigtigt fremskridt, at både Kommissionen og Den Europæiske Centralbank nu står til at få erfarne kvinder i spidsen. Men der er langtfra tale om nogen demokratisk landvinding, når de spidskandidater, som i EU-valgkampen fremlagde deres visioner, i sidste ende alligevel blev ofret. Spidskandidatprocessen er nu afgået ved døden, og det går nok.

Det var næppe den, der fik vælgerne til at stemme i rekordstort antal, men Europa-Parlamentets forsøg på at give europæerne – og nok mest sig selv – indflydelse på processen var dog et slags demokratisk fernis.

Ifølge traktaten er stats- og regeringscheferne i deres gode ret til at nominere den kommissionsformand, de selv finder bedst egnet til jobbet, dog under hensyntagen til valgresultatet fra europa-parlamentsvalget. Selvom den tyske kristendemokrat Ursula von der Leyen dukkede op som en tyv om natten, tilhører hun Det Europæiske Folkeparti (EPP), der trods stemmetab fortsat udgør den største gruppe i parlamentet.

EPP begik en eklatant fejl ved at udpege hendes landsmand Manfred Weber som spidskandidat. Med sin manglende ministererfaring var han fra starten dømt ude. Siden fik de østeuropæiske Visegradlande held med at blokere for den socialdemokratiske spidskandidat, Frans Timmermans, fordi han i sit gamle og nye job som kommissionsnæstformand havde ført an i EU’s sagsanlæg om Polens og Ungarns mulige brud på traktaten – og reelt bare passet sit job som traktatens vogter. Så forhippede var Ungarn og Polen på at forhindre hollænderen, at de gav køb på at få en østeuropæer på en af de fem poster, der skulle fordeles. De kan sagtens have forregnet sig, for superføderalisten von der Leyen er kendt som en hård nyser, der næppe bliver nem at danse med.

Selvom Europa-Parlamentet fremstår som taberen i denne beskæmmende magtkalkule, gør de forsmåede parlamentarikere klogt i at godkende den personalepakke, som EU-lederne nu har lagt frem.

EU har ikke brug for en institutionel krise, men for at reformere sine demokratiske processer. Mere transparens og mindre taktik, tak. Det handler om at få alle med for det store fælles bedste, hvor EU sine mange mangler til trods fortsat er den mindst ringe løsning.