Prøv avisen

Da koranen vandt et valg

©PIRA Michel/LE REPUBLICAIN LORRAIN/PHOTOPQR ; ILLUSTRATION SUR LE SAINT CORAN

Egyptens islamister bærer et tungt ansvar for fremtiden

Facebook-drengene er væk.

De liberale røster fra Tahrir-pladsen og de lidt for umodne forhåbninger om liberalisme, pluralisme og demokrati er skyllet væk af de egyptiske islamisters suveræne sejrsbølge i parlamentsvalgets første runde.

Med mindst 60 procent af stemmerne på nuværende tidspunkt kan Det Muslimske Broderskab og de mere yderligtgående salafister se frem til at indtage en prominent position i det nye Egypten, der skal formes efter opgøret med tidligere præsident Hosni Mubarak. Det såkaldte arabiske forår, der for Egyptens vedkommende begyndte på Tahrir-pladsen, er nu officielt en islamisk vinter, som mange af kynikerne allerede sagde dengang.

De fik ret.

Det arabiske oprør er ikke en umiddelbar demokratisk bølge. Det er ikke en kamp for frihed, lighed og broderskab, som vi kender det fra Europa.

Det er ikke nogen fløjlsrevolution mod en autoritær overmagt. Det er en religiøs revolution. Det er Koranens sejr over nationalismen. Og det er en sejr, der ikke garanterer, at de autoritære elementer fra fortiden bliver skrottet, når vælgerne er færdige med at udøve deres måske midlertidige demokratiske ret ved valgurnerne.

Når Egyptens kristne mindretal er bekymret, skyldes det ikke, at det ikke læser med i dagbladene, når Det Muslimske Broderskabs ledere bruger ord som demokrati, tolerance og menneskerettigheder. Det skyldes, at de kristne koptere kender Broderskabet meget bedre, end vi gør i Vesten. I bedste fald er de skeptiske, når Broderskabet taler.

I de fleste tilfælde stoler de ikke på et eneste ord. De kristne ved, at de ikke vil få total ligestilling. De ved, at de vil komme under islams såkaldte beskyttelse, og de ved, at muslimer ikke vil blive tildelt retten til at konvertere til kristendom.

Det er nøjagtig de samme bekymringer, mange af oprørerne fra Tahrir-pladsen nærer i øjeblikket.

De har, med rette, svært ved at få øje på, hvordan et velfungerende demokrati vil blive skabt, når to autoritære grupper, hæren og de islamistiske partier, er de største magtfaktorer, og når intolerante og voldelige ytringer mod religiøse, etniske og seksuelle mindretal allerede præger dagligdagen.

Broder-skabet siger, at det ønsker at danne den bredest mulige regering. Ikke nødvendigvis med salafisterne, men måske med nogle midterpartier. For Broderskabet er det ideelt, fordi det udstyrer dem med et figenblad udadtil, mens man indadtil kan sætte en islamorienteret dagsorden.

Skulle Broderskabet kaste sig ud i en uventet demokratisering i form af etablering af velfungerende institutioner og et pluralistisk samfund, må man bakke op om dette.

Indtil da må vi desværre nok forberede os på, at den demokratiske revolution bliver udsat på ubestemt tid.