Kristeligt Dagblad mener: Dæmp den nationale egoisme

Det forværrer coronakrisen, hvis hvert land kun hytter sig selv

Coronavirussen koster ikke kun sundhed og menneskeliv. Den kommer også til at gøre et dybt indhug i velstanden de kommende år, formentlig endnu dybere end finanskrisen i 2009. På nationalt plan har næsten alle regeringer svaret på den trussel ved at poste gigantiske hjælpepakker ud til virksomheder, ansatte og ledige for om muligt at begrænse de langvarige skadesvirkninger. Landene har ikke pengene, så de skal lånes, og det bliver ekstra dyrt for de i forvejen fattigste lande, som kommer til at betale mere i rente.

Den voldsomme omvæltning har fået nogen til at spørge, om dette er begyndelsen til en helt ny samfundsindretning. Vil det føre til en besindelse og en større opmærksomhed på, hvordan jordens ressourcer fordeles og forbruges? Vil det føre til en besindelse på uligheden mellem rige og fattige? Vil det føre til, at staten igen får hovedansvaret for samfundets vigtigste infrastruktur?

Præcis de samme spørgsmål blev stillet under og efter finanskrisen, da man også havde øje på den grådighed, der havde drevet de finansielle institutioner ud på afgrundens rand. Også dengang blev systemet kun reddet fra det totale kollaps med astronomiske statslige hjælpepakker.

Skuffelsen over, hvad det førte til, er dog til at tage og føle på. Nok overlevede bankerne, men deres ledelser fik siden endnu mere lukrative bonusordninger, mens uligheden, særligt i USA, voksede. Politisk ustabilitet fulgte, og nu står verden igen over for meget vanskelige beslutninger med vidtrækkende konsekvenser.

EU’s topmøde endte i sidste uge igen i splid, hvor det fattigere og af coronavirussen hårdt ramte Sydeuropa måtte se langt efter økonomisk eller bare lægelig assistance fra EU. Det rigere Nordeuropa skal ikke nyde noget af, at EU for eksempel udsteder fælles obligationer, så sydeuropæerne kommer til at lukrere på den højere kreditværdighed og dermed lavere rente i nord.

Måske er det naturligt, at regeringer tænker meget nationalt i disse uger, men rationelt er det ikke nødvendigvis. Hvis hvert land kun tænker på at hytte sig selv, bliver den samlede pris højere, end hvis de rigeste lande hjalp de dårligst stillede igennem krisen. Som i forretningslivet gælder, at det ofte er den dårligste løsning for alle at erklære en elendig betaler konkurs. Det var også læren af den græske krise for fem år siden.

Grækenland var de facto konkurs, men kreditorerne, først og fremmest Tyskland, undlod formelt at erklære den. I stedet blev grækerne stillet over for hårde krav til finanspolitikken, der de senere år har vist sig at have været en god kur. Ikke kun for Grækenland, men også for de tyske kreditorer og i et større perspektiv for EU og euroen. Den fælles valuta kunne let være brudt sammen, og samme risiko lurer nu, da der i den grad bliver brug for et internationalt samarbejde, hvis ikke hele økonomien skal vælte som et spil dominobrikker stillet op på rad og række.