Dagen derpå

DER HAR været talt meget om gabet de seneste dage. Ikke det gab, lange taler om ØMU'en kan give anledning til, men gabet mellem befolkningens og politikernes holdning til EU-projektet. Dagen efter nejet er alle enige om, at det er et stort demokratisk problem, men brugbare løsninger kniber det med. Det er faktisk ikke så mærkeligt. Groft sagt er der kun to løsninger: Enten bliver halvdelen af folketingspolitikerne EU-skeptikere. Eller også bliver tre fjerdedele af befolkningen varme tilhængere af EU og stadig tættere europæisk integration. Begge udviklinger er lige usandsynlige. Hvis halvdelen af folketingspolitikerne skal være EU-skeptikere, kræver det, at flere skeptikere vælges til Folketinget, enten i de etablerede ja-partier eller i modstanderpartier. Desuden skal skeptikerne så bevare deres skepsis, når de først er blevet valgt ind. Historisk har dette vist sig at være noget nær umuligt. Måske fordi de ikke er velkomne i ja-partierne, måske fordi skeptikerne ikke vil stille op, eller måske fordi EU bare ikke er et emne, der kan samle vælgere til et parti, som stiller op til Folketinget. Den anden udvikling - at tre fjerdedele af vælgerne bliver varme EU-tilhængere - synes heller ikke indlysende sandsynlig. Uanset hvad der så holdes af folkehøringer og skrives af kompetencekataloger. Det sidste foreslog Venstres formand, Anders Fogh Rasmussen, på valgnatten. Ideen er, at det klart skal defineres, hvad der er EU's opgaver, og hvad der er nationalstaternes. For eksempel kunne der stå, at socialpolitik, arbejdsmarkedspolitik og finanspolitik er nationalstatens område. Det kan lyde besnærende, men er det næppe. Sagen er jo, at der blandt vælgerne er dyb mistillid til EU's udvikling mod et stadigt tættere samarbejde, og den mistillid kan man ikke fjerne med et katalog. Det store flertal går ganske vist stadig ind for, at Danmark skal være medlem af EU, men vel at mærke et andet EU, end det der faktisk eksisterer. Hvis flertallet herhjemme kunne bestemme, skulle EU være et internationalt samarbejde mellem uafhængige stater på linje med FN og NATO. Europas nationalstater skulle klare det allermeste selv. Problemet er, at et katalog med den arbejdsdeling aldrig får flertal i EU og vel knapt nok i Folketinget. Det er nemlig slet ikke det, de øvrige medlemslande ønsker sig af EU-samarbejdet. For dem (eller mere præcist: deres regeringer) er målet en stadig tættere europæisk integration. Hvis den danske EU-debat skal videre efter folkeafstemningen, må den tage udgangspunkt i det. Alt andet er spild af tid. hhh