Dagens tal: 19.435

Rekordhøjt skilsmissetal er udtryk for et fælles svigt

Kirken skal i højere grad engagere sig i ægteskabets kriser, mener dagens lederskribent.
Kirken skal i højere grad engagere sig i ægteskabets kriser, mener dagens lederskribent. Foto: Paw Gissel.

Der er rekorder, man helst havde været foruden. En af dem præsenterede Danmarks Statistik i går, da skilsmissetallene for 2014 blev offentliggjort. Med 19.435 skilsmisser er der tale om ”det højeste antal skilsmisser, der nogensinde har været i Danmark på et år, og det er 23 procent flere end det gennemsnitlige antal skilsmisser de seneste 10 år”, lød det fra statistikerne.

Det er hverken realistisk eller ønskværdigt at vende tilbage til en tid, hvor det af både juridiske og kulturelle årsager var nærmest umuligt at blive skilt. Men man skal heller ikke foregøgle nogen, at det høje skilsmissetal er udtryk for en særlig udviklet grad af frihed og selvstændighed.

For selvom vi lever i en tid, hvor udtrykket ”civilstand” i stigende grad forbindes med, hvordan man løbende præsenterer sig selv på Facebook, og hvor en skilsmisse nu kan klares via NemID over computeren, skal man ikke tro, at hverken skilsmissens årsag eller konsekvenser kan klikkes væk på samme nemme måde.

Ingen bliver gift for at blive skilt, og ingen får børn med det formål, at disse børn senere skal leve opsplittede liv mellem flere familier, med nye halvsøskende, bonusforældre og et evigt afsavn af den ene forælder.

Alt det er langt de par fleste naturligvis opmærksomme på. Derfor kan man kun se det triste skilsmissetal som udtryk for et svigt, hvor både politikerne, erhvervslivet, kirken og ikke mindst det, man kan betegne som ”næsten”, i alt for høj grad har vænnet sig til at betragte det som en naturlov, at godt 40 procent af alle ægteskaber skal ende med en skilsmisse.

Intet kunne være mere forkert, for skilsmissetallet kan sænkes, og man skal turde blande sig - som medmennesker og som samfund. Personligt skal vi træde til, når venner og familie giver udtryk for, at parforholdet er i krise. Vi skal aflaste, give børnene et frirum og i det hele taget bare være til stede.

På samme måde kunne man ønske sig, at kirken i langt højere grad turde indtage en rolle som et værdigt alternativ til den jungle af halvstuderede parterapeuter, sexologer og samlivsguruer, der i dag tjener styrtende på skilsmisseudviklingen.

Endelig kan man undre sig over, at politikerne ikke prioriterer kampen mod skilsmisser højere. Erfaringer fra Norge viser, at myndighederne med et tilbud om ganske få timers mægling kan forhindre skilsmisser. Ja, selv ud fra et koldt økonomisk synspunkt er der logik i at finde penge til at forebygge skilsmisser, som koster samfundet milliarder i form af sygedage, sociale problemer og mistrivsel hos både børn og voksne. Så man kunne håbe, at der i den snarlige valgkamp ikke kun vil blive kæmpet om skattelettelser og grænsebomme, men også om at forhindre de skilsmisser, som ingen ønsker, men som sidste år alligevel ramte 19.435 par. 

MR