Kristeligt Dagblad mener: Danmark kan ikke længere tie

Hvis USA går foran, må vi anerkende det armenske folkedrab

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) synes formentlig, at han allerede er under rigeligt pres fra de venstrefløjspartier, som hans regering støtter sit flertal på. De har udpeget ham som det ondes repræsentant i spillet om den snes børn i syriske fangelejre, som venstrefløjen ønsker bragt til Danmark.

Nu kan han få mere at vånde sig over. Og denne gang kan det handle om en sag med større perspektiver.

Det var ved redaktionens slutning endnu uafklaret, om den amerikanske præsident, Joe Biden, fredag ville gøre alvor af sine overvejelser om at fastslå, at armenierne har været ofre for et folkedrab. Biden-regeringen har lagt op til en sådan anerkendelse af massakrerne på armenierne i Det Osmanniske Rige i perioden 1915-1923. Derved tager Joe Biden i givet fald et afgørende skridt, som alle hans forgængere er veget tilbage for, omend Kongressen i 2019 selvstændigt valgte at kalde armeniernes skæbne for et folkedrab.

Tyrkiet, hvis grundlæggere orkestrerede folkedrabet på de kristne armeniere, har i snart 100 år aggressivt benægtet, at der overgik armenierne andet end de almindelige ulykker, som alle blev ramt af i Første Verdenskrigs slagtehus. Afvisningen betragtes i alle oplyste og demokratiske fora som et tragisk stykke fortrængning i en vaklende nationalmytes tjeneste.

Tyrkiets stadig mere islamistiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, benægter fakta, fordi hans opfattelse af patriotisme ikke muliggør svære historiske erkendelser, og fordi hans brug af politisk islam ikke tillader, at andre end muslimer kan være ofre.

Ikke desto mindre har foreløbig 32 stater valgt formelt at betegne den etnisk og religiøst begrundede udryddelse af 1 til 1,5 millioner kristne under Osmanner-rigets sammenbrud som – netop – et folkedrab. Folkedrabsbetegnelsen har tilslutning fra så forskellige nationer som Rusland, Frankrig, Tyskland og Sverige. Allerede i 1987 fastslog Europa-Parlamentet, at begivenhederne udgjorde et folkedrab.

Alle disse lande har handlet på solidt grundlag, selvom nogle gerne vil relativere historien i denne forbindelse. Men her er ikke tale om et emne, hvor kendsgerningerne er til debat. Den internationale sammenslutning af folkedrabseksperter fastslog i 1996, at det armenske folkedrab er et faktum. Blot for fjerne enhver tvivl.

Så hvad nu, Jeppe Kofod? Hvis Joe Biden indfører klar tale over for Tyrkiet i denne sag, bør det blive en stadig mere pinefuld balancegang for udenrigsministeren at opretholde den hidtidige danske afvisning af at bruge folkedrab-ordet. Uanset partifarver er danske regeringer hidtil veget udenom med en intellektuelt anløben besværgelse om, at det bør overlades til historikere at udtale sig om den slags. Hvilket dels må forstås sådan, at Danmark ville acceptere det, hvis det moderne Tyskland pludselig benægtede, at holocaust havde fundet sted, dels må betyde, at Jeppe Kofods chef, Mette Frederiksen, ikke anede, hvad hun gjorde, da hun i hjemlige historiske anledninger sagde undskyld på den danske stats vegne.

Hvis Danmarks fremmeste allierede og vores helt centrale Nato-partner, USA, nu går foran over for Tyrkiet, bør det ikke meget længere være muligt for Danmark at dukke sig. Småstatslogik og opportunisme har hidtil holdt en dansk erklæring tilbage. Forholdet mellem USA og Tyrkiet er i forvejen anstrengt, og det er absolut en risiko, at en konflikt om armeniernes historie bliver katalysator for en krise i selve Nato. Og her får Jeppe Kofod næppe mulighed for at dukke sig.