Verden forandrer sig hastigt, og derfor giver det god mening, når hjælpeorganisationerne i går bebudede, at de var villige til at gennemgå, om u-landsbistanden bruges rigtigt, eller om der er brug for justeringer.
Det er indlysende, at organisationerne er under pres, idet der nu er et flertal i Folketinget for den største besparelse på u-landsbistanden nogenside.
Med andre ord er hundeslagsmålet gået i gang om, hvordan der skal prioriteres, og om hvem der skal rammes mest af sparekniven.
Skal færre lande have hjælp, skal der prioriteres flere midler til mennesker på flugt i de såkaldte nærområder, og skal pengene tages fra katastrofehjælp, så Danmark sender mindre nødhjælp af sted, næste gang et jordskælv rammer Nepal?
Det er kun fem år siden, at Danmark sidst vedtog en strategi for udviklingsbistanden, men som det er sagt gentagne gange, er rekordmange mennesker på flugt - og tallet er stigende.
FN har netop anslået, at antallet af flygtninge på verdensplan er vokset fra 50 til 60 millioner på bare et år. Mange lande er brudt helt sammen, siden Danmark senest så på området.
Behovet for hjælp er stort, og der er mange hensyn, der skal tages.
De mange flygtninge øger behovet for at hjælpe i nærområderne; de flygtninge, der når helt til Danmark, tæller også med, idet hjælp til asylsøgere er en del af bistandshjælpen, og endelig er der et forarmet Afrika, hvorfra unge mænd rejser væk i håbet om et bedre liv i Europa, idet de har mistet tiltroen til deres eget kontinent.
I en valgkamp er det fristende at love besparelser på u-landsbistanden, for det er fjerne penge, der kan bruges til synlig og nær omsorg.
Venstre har sagt, at der skal skæres med omkring 2,5 milliarder kroner årligt, og de øvrige borgerlige partier deler synspunktet.
Det forekommer imidlertid som det forkerte tidspunkt til at lave så voldsom en beskæring og bringe u-landsbistanden ned på niveauet fra 1978, hvor Danmark var nede på en bistand på 0,7 procent af vores egen bruttonationalindkomst.
Det er kun seks år og en økonomisk krise siden, at Venstre hævede udviklingsbistanden med stolthed, og Socialdemokraterne forlangte den op på en procent.
Gevinsten og besparelsen kan vise sig meget kortsigtet. U-landshjælp er også sikkerheds-politik, udenrigspolitik og i sidste ende indenrigspolitik, idet Danmarks hjælp i Den Tredje Verden kan have konsekvenser for, hvor mange mennesker, der er på flugt.
Danmark skal medvirke til at fremme en positiv udvikling i de fattigste af verdens lande. Det er en humanitær pligt, men også i vores egen interesse, at medvirke til at skabe en mere stabil verden, hvor færre mennesker er på flugt.