Mange danskere holder af forestillingen om det lille land med de store ambitioner. Ikke mindst når det kommer til vores velfærd og sundhed.
Og sandt er det jo, at Danmark på mange måder er et velfungerende samfund, men indimellem bliver man alligevel overrasket over, hvor eklatant vi svigter på afgørende områder. Et af de områder er døden. Nærmere bestemt vores evne til at tage ordentligt vare på de af vores medborgere, som er døende.
Som Kristeligt Dagblad beskriver i dagens avis, så viser flere undersøgelser, at vi er langt dårligere til at håndtere døende patienters sidste tid end lande, vi normalt sammenligner os med.
Det skyldes altovervejende, at danske politikere og sundhedsmyndigheder har været for dårlige til at prioritere det lægefaglige speciale, som beskæftiger sig med lindrende behandling i den sidste tid. Palliation, som det hedder i fagterminologien. Og som en af Danmarks få specialister i palliativ medicin, professor Per Sjøgren, påpeger, så er det et upåagtet og overset speciale herhjemme.
Konsekvensen er, at døden for mange danskere simpelthen er af dårlig kvalitet, og selvom det kan lyde abstrakt for det flertal af os, som ikke har en dødelig sygdom, så er det ualmindeligt konkret for den døende patient. For som oftest handler det om smerter, om fysisk lidelse og om den angst, uro og fortvivlelse, der ofte er forbundet med at have smerter, som ikke bliver tilstrækkeligt lindret.
Det har længe været velkendt, at Danmarks specialiserede klinikker til lindrende behandling af døende langtfra kan følge med efterspørgslen. Problemet vil kun blive større i takt med, at stadigt flere af os lever længere, og mange derfor også vil slutte livet med smertefulde sygdomsforløb.
Langt størstedelen af vores ressourcer i sundhedsvæsenet går til kræftpakker og behandlingsgarantier, som har mediernes, befolkningens og dermed også politikernes bevågenhed. Det er naturligvis også helt i orden, at vi som samfund investerer i sygdomsbehandling og forskning med henblik på helbredelse. Sagen er bare, at uanset hvor dygtige vi bliver til livsforlængende behandling, uanset hvor mange penge vi bruger på mulig helbredelse, så vil alle på et tidspunkt nå dertil, hvor døden er uafvendelig. Det ved vi i sagens natur godt. Men desværre prioriterer vi ikke vores ressourcer ud fra den indsigt.
Det betyder, at den sidste tid, vi har i livet, ofte er mere smerte- og lidelsesfuld, end den behøver at være. Det er ubærligt for den døende og naturligvis også for de pårørende, som magtesløst kan se til.
Lad os håbe, at politikerne har mod og indsigt til ikke bare at love behandlinger, guld og grønne skove, men at de også evner at afsætte ressourcer til den sidste ordentlige behandling, vi kan give hinanden. Muligheden for at komme herfra med så få smerter som muligt.
Et velfungerende velfærdssamfund er vi først den dag, vi kan tilbyde de afmægtigste af os, de døende, den bedst mulige afsked med livet.