Prøv avisen
Leder

Dansk Folkepartis storhed og fald

Af Johannes Henriksen

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

DF var vigtig som igangsætter. Men blev aldrig del af løsningen

I har gjort jeres arbejde, nu I kan godt gå. Omtrent sådan lød meldingen fra Pia Kjærsgaard, Dansk Folkepartis daværende formand, til partiets aldrende værdikæmpere fætrene Søren Krarup og Jesper Langballe, for 10 år siden. De havde leveret det idémæssige grundlag for Dansk Folkepartis gennembrud i dansk politik, men var ifølge ledelsen blevet en klods om benet på partiet, der nu ville søge midten og magten. Til det formål havde man ikke brug for luthersk kristendom og gammelkonservative holdninger.

Ved det netop overståede folketingsvalg har danskerne så meddelt Dansk Folkeparti det samme: I har gjort jeres arbejde, nu kan I godt gå. På valgaftenen viste de forstenede ansigter på de sejrsvante DF’ere, hvor dybt chokket rammer, når man pludselig er blevet vraget. Partiet, som stod i spidsen for den mest markante folkelige bevægelse i nyere politisk historie, de overflødiges oprør, som politisk kommentator Erik Meier Carlsen kaldte det, er nu selv blevet overflødige. To årsager til kollapset springer i øjnene.

For det første: At Dansk Folkeparti fik blåstemplet sin velfærdsprofil mod til gengæld at blåstemple socialdemokraternes udlændingepolitik lignede længe den taktiske genialitet, der ville placere partiet som kongemagere i midten af dansk politik. Men indtil videre er det kun Socialdemokratiet, som har profiteret af alliancen. For Dansk Folkepartis vælgere er manøvren derimod blevet opfattet som en usikkerhed om linje og formål. Er partiet rødt eller blåt? Oprørere eller magtparti? Velfærd eller nationalkonservativ værdipolitik?

For det andet: Da Dansk Folkeparti som det største borgerlige parti havde magten inden for rækkevidde efter valget i 2015, ville partiet ikke have den. For mange danskere er det simpelthen en uforståelig tilgang. Ikke fordi, vi som folk er specielt magtbegærligt, men fordi vi værdsætter ansvarlighed og vilje til at sætte en retning for det fællesskab, som har givet mandat til det. Partileder Kristian Thulesen Dahls forklaringer på de strategiske til- og fravalg giver måske mening i en manual for politisk kommunikation, men savner moralsk konsekvens og tydelighed.

Det er altid let at være bagklog, og mange har undervejs hyldet Dansk Folkepartis midtersøgende linje som sund fornuft. Men samlet set har det efterladt et slør, som har kostet troværdighed. Partiet har forsømt at meddele sig med den nødvendighed og det engagement, som bar det ind på scenen. Hvad vil de? Hvad brænder de for?

Dansk Folkepartis eksistensberettigelse var et løfte til danskerne om at levere tryghed. ”Vores Danmark” som det hedder. Efter 20 år med Dansk Folkeparti centralt placeret i dansk politik står det klart for mange, at partiet hverken kan eller vil levere den tryghed.

Den tillid gives nu i stedet til de partier, som historisk har udvist ansvarlighed og vilje til at finde løsninger. Løsninger, som i dag kræver både internationalt samarbejde og vilje til at bakse med integration, selvom det er op ad bakke. Ingen af delene har Dansk Folkepartis udvist interesse eller evner for. Når den aktuelle forskydning er blevet mulig for vælgerne, skyldes det i vidt omfang, at de to største partier, Venstre og Socialdemokratiet, har overtaget Dansk Folkepartis udlændingepolitiske dags-orden. Uanset hvor led og ked, man end er af Dansk Folkepartis symbolpolitiske markeringer, kan vi takke partiet for at have skabt grundlaget for en politisk konsensus om velfærd og udlændinge, som er enestående i europæisk kontekst.

Dansk Folkeparti blev afgørende som diagnose og igangsætter af en bevægelse. Men partiet er aldrig blevet en del af løsningen.