Dansk kultur

Leder

SOGNEPRÆSTEN I Bredballe Rolf Slot-Henriksen har i en række debatindlæg igennem de senere år slået til lyd for det dramatiske synspunkt, at muslimer i Danmark er i færd med at ødelægge dansk kultur. Til Jyllands-Posten sagde han i lørdags, at »islams succes med at afvikle dansk kultur skyldes vatnisser, som falder vor egen tradition i ryggen.« Som modvægt til det traditions- og kulturtab, som danskerne lider under, vil sognepræsten stifte en forening til værn om dansk kultur. Det er i pressen udlagt som et udtryk for fremmedfjendskhed, og i dagens avis gør han rede for, at kulturforeningens mål ikke er at bekæmpe islam, men derimod at rette op på det danske værditab. Nu har Slot-Henriksens debatform aldrig været præget af invitation til åben dialog. Men sagen fortjener det. Den altfavnende tolerance, som i dag er herskende samfundsideologi, tillægger på nedladende vis enhver diskussion om kristne værdier og dansk tradition et skær af selvtilstrækkelighed og småracisme. Men det er selvfølgelig muligt at drøfte danskhed, danske traditioner og kristne værdier uden det mindste skær af fremmehad, og behovet for en sådan drøftelse ses af den kolossale interesse, der hersker i sager om muslimske tørklæder på arbejdspladsen, særlige badeforhæng til muslimske skoleelever eller rituelt slagtet kød. Under debatterne anes - men det siges sjældent - at den danske befolkning i de kommende år vil blive stillet over for en kulturel udfordring af dimensioner. Ifølge den respekterede professor i demografi og formand for Carlsbergfondet P. C. Matthiessen skal den danske befolkning fremover have et konstant tilskud af fremmede for at opretholde befolkningstallet i Danmark, hvis danskerne ikke får flere børn end nu. Det vil så gradvist medføre en ændring af befolkningens etniske sammensætning, forudser han. Det er denne ændring, der er danskernes kulturelle udfordring. Nogle vil hævde, at en amerikansk medie- og Seven Eleven-kultur påvirker danskernes liv langt mere grundliggende end muslimsk indvandring, men det forbliver en ideologisk diskussion. Muslimerne er her, der vil komme flere, og de vækker til debat. Derfor må vi på oplyst vis forholde os til dem. Vi må gøre en indsats for at styrke vort eget kulturgrundlag, hvorpå mødet og måske også konfrontationen med de fremmede vil finde sted. Deri ligger forudsætningen for sand tolerance. Den bunder ikke i vattet ligegyldighed, men i bevidsthed om egne værdier og egen identitet. Det kræver ikke en forening, som den Bredballe-sognepræsten vil lave, men det kræver en debat, som ingen kan lukke øre eller øjne for. bjer