Danskerne længes efter identitet

Mennesker har fødder, men længes efter at have rødder

Nye parcelhuskvarterer eller områder med boligblokke låner i stigende grad identitet fra fortiden. Sådan lød den tankevækkende artikel i gårsdagens avis om nye boligområder i Danmark, hvor villaveje får navne som Galgebakken, Offermosen, Runesvinget eller Langdyssen. Store byggefirmaer og boligselskaber ved, at moderne byggeri ofte er næsten sjælløst, men ved at låne identitet fra stedets historie – uagtet historiens voldsomhed – kan nye boligområder blive mere attraktive. Hellere bo på Galgebakken, hvor der engang lå et rettersted, end på Vibevej, som er et frit opfundet vejnavn uden historisk rod.

Byggeri tilføres ekstra værdi, når stedets forhistorie kobles sammen med de nye betonboliger. Den historiske dimension giver et tilhørsforhold, og det længes mange mennesker efter.

Mennesker har ikke rødder, de har fødder, lød et smart slogan for ikke så mange år siden som en hyldest til det rejsende menneske, der kunne bo overalt. Det var en lovprisning af globaliseringen og det grænseløse samfund. Og selvfølgelig er det rigtigt, at mennesker altid har flyttet sig, og at der er en berigelse knyttet til det.

Men det er også sandt, at det i stigende grad er åbenbart, at alle mennesker længes efter at være forankrede, efter at høre til, efter at have rødder. Det lille eksempel med vejnavnene til nybyggerier er bare et af mange. Det er ikke nyt, at veje er blevet opkaldt efter et steds historie, men det er nyt, at det sker i et bevidst forsøg på at iscenesætte en forankring, fordi længslen efter identitet er blevet så stærk, at den kan kommercialiseres.

Spørgsmål om identitet og forankring er i det hele taget omdrejningspunkt for mange af de debatter og udviklingstendenser, der præger samtiden. Det har medført en fornyet interesse for mange vigtige spørgsmål.

Interessen for kulturlivet er voksende, og landets kunstmuseer sætter besøgsrekorder. Kunst og kultur er en del af det menneskelige rodnet, og at fordybe sig her er en måde at søge forankring og identitet på.

Det samme kan siges om interessen for historie. Der sælges mange historiske bøger, og film om historiske emner og perioder appellerer bredt. Fremkomsten af historiske rollespil og middelalder- og vikingemarkeder landet over er en del af samme tendens.

Længslen efter identitet har på et større plan givet sig udslag i hele den identitetspolitiske dagsorden i Vesten, hvor mange søger at styrke en individuel identitet ved at fremhæve deres særpræg efter køn, religion, seksuel orientering eller etnicitet. Identitetspolitikken dyrker forskellene, men skal et samfund hænge sammen, sker det i kraft af det fælles.

Derfor er jagten på en stærkere fælles identitet nok den mest bærende af alle tendenser. Betydningen af det nationale er genopblomstret af samme grund, og nationalstaten har fået fornyet betydning som ramme for det, der binder et folk sammen og skaber fællesskab.

Det samme har interessen for, hvad kristendommen og kirken har at sige danskerne. I en tid med stærke opløsningstendenser i næsten alle horisontale og samfundsmæssige forhold vender flere sig væk fra en åndløs og iltfattig virkelighedsforståelse og retter sig i stedet mod en forankring i en guddommelig dimen-sion.

Jagten på identitet kan få det bedste og værste frem i mennesker. Den kan skabe fællesskab, men også splitte samfund som i Mellemøsten og til dels USA. Den er et af de vigtigste træk ved denne tid – også selvom den bare viser sig som en længsel efter at bo på Galgebakken.