En danskhedsdebat går igennem de snakkende klasser i disse uger. Hvem er dansker? Og måske vigtigere: Hvad skal der til, for at man kan kalde sig dansk (bemærk forskellen fra ”dansker”)? I identitetspolitikkens æra er det spørgsmål, der tillægges kolossal betydning. En betydning, som slet ikke svarer til, hvor uhåndgribelige, personlige og subjektive de fleste svar på spørgsmålet bliver. Når diskussionen alligevel optager medier, debattører og politikere, er det nok fordi, at den måde, man definerer danskhed på, er en markør for, hvordan man ser på andre varme emner – ikke mindst hvor man placerer sig i forhold til udlændingepolitik og indvandring.
At være dansker kan defineres juridisk: Har man statsborgerskab eller ej? De fleste vil dog medgive, at det er en formalistisk tilgang og kun kan være et minimumssvar. For har det ikke mere at gøre med, om man føler sig hjemme i Danmark, kan følge med i og forstå det, der optager ens medborgere i dette land, og ikke har en fuldkommen fremmedhed over for de normer og omgangsformer, der er fremherskende blandt et gennemsnit af indbyggerne på disse kanter? Det har det oplagt.
Et tilhørsforhold til kristendommen er også et fristende svar, men det er straks en mere vanskelig størrelse som kriterium på danskhed. Det er sandt, at et stort flertal af indbyggerne i dette land har en svagere eller stærkere, uerkendt eller bevidst tilknytning til den tro, som hele den vestlige civilisation bygger på. Majoriteten af danskerne er tilmed medlemmer af den nationale kirke. Noget, de med få klik på en computer kunne fravælge, hvis de ikke følte en tilknytning til et kristent livssyn – eller mere end det.
Man kan gå videre og fastslå, at en decideret fjendtlig holdning til kristendommen må gøre det svært at se sig selv som dansk – og ikke bare dansker. Ikke fordi danskhed indeholder eller bør indeholde noget bekendelseskrav. Men fordi egentlig modvilje mod den fremherskende tro i et land permanent vil placere en som outsider på lange mellemmenneskelige og kulturelle stræk.
Danmark har i århundreder været fædreland for tilvandrede jøder, der uden at have opgivet egen tro og kultur er lige så danske som den lokale sognepræst. Det gør det indlysende, hvorfor danskhed ikke meningsfuldt kan knyttes op på kristendom. Når kristendommen alligevel trænger sig på i danskhedsdiskussionen, skyldes det tilstedeværelsen af en stor og – i historisk lys – ny indvandrergruppe, muslimerne. Muslimer har naturligvis samme mulighed som alle andre for at være danskere og blive danske. Når danskhedsdiskussionen alligevel sine steder har karakter af en stedfortræderdebat, der i virkeligheden handler om islams plads i samfundet, så skyldes det, at nogle muslimer desværre højlydt tilkendegiver en manglende respekt for eller et direkte had til bærende værdier i Danmark. De får for ofte lov at tegne billedet uimodsagt af det dansk-muslimske flertal.
Når det, vi hver især mere eller mindre diffust opfatter som danskhed, udfordres, bliver det pludselig påtrængende for mange at få begrebet defineret. Det kan ikke være anderledes, og man må indstille sig på, at danskhedsdebatten er kommet for at blive.