Prøv avisen
Leder

Kristeligt Dagblad mener: Rasmus Paludan fører en tvivlsom frihedskamp

Af Anders Ellebæk Madsen, Redaktør for kirke, tro og historie

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Ord bliver ikke frie af at blive brændt eller skændet

Hvis man kigger tilbage på Europas historie, bærer skændinger af bøger en særlig symbolik. Til alle tider har de været forbundet med vold, forfølgelse og intolerance. Hvor man brænder bøger, brænder man til sidst også mennesker, har den tyske forfatter Heinrich Heine sammenfattet det i 1823.

Og fænomenet har stadig aktualitet. Advokaten og politikeren Rasmus Paludan (Stram Kurs) har tidligere brændt koraner af og i det hele taget gjort koranskænding til en rituel handling, som han gentager i forskellige bydele med muslimsk islæt. Senest førte hans provokationer over for muslimer på Nørrebro i København i søndags til et ragnarok af ild og stenkast, som politiet måtte lægge krop til. Den kontroversielle aktivist siger, at hans mål er at kæmpe for ytringsfriheden. Men det er en pervertering af idéen om ytringsfrihed at skænde ord for at befri dem.

Ytringsfriheden har grænser. Og den bør have det. Der ligger i vor tid en stærk ideologi, som vil udvide ytringsfrihed til at omfatte nye aktiviteter som afbrænding af skrifter og læk af sikkerhedsstemplede data bare for at nævne et par af stridens fronter. Som led i denne bevægelse har man ophævet blasfemiparagraffen. Den kunne ellers have været et instrument til at beskytte den offentlige orden i situationer som i weekenden. Og netop det var et af nøgleargumenterne for at beholde paragraffen. Det skulle man have lyttet til.

Søndagens ballade førte til 70 udrykninger for at slukke brande. 23 blev anholdt. Der er en utøjlelig vildskab på Nørrebro, som eksploderer med jævne mellemrum. Det virker ikke, som om det betyder så meget, hvad der bruges som anledning, når blandt andre autonome og islamiske demonstranter går på gaden for at sætte ild til biler og bygge barrikader. Tidligere har man set deres destruktive trang finde anledninger i Ungdomshuset og vandreprædikant Moses Hansen. Andre gange – som sidste sommer – brændte man bare biler af uden anledning. Det vilde bæst, der vågner op på Nørrebro af og til, kan ligne en kult omkring destruktionen selv.

Der findes et potentiale for vrede i skændingen af islamiske symboler, som er let at instrumentalisere. Der skal ikke meget til, før man kan sætte befolkningsgrupper op imod hinanden. Hvis man forestiller sig afbrænding af koraner som led i en fremadskridende civilisationsproces, der vil ende med, at vi alle brænder hinandens bøger af med venlige smil, tager man fejl. Sandsynligheden er større for, at vi cementerer konflikter og stammesamfundsstruktur, alt imens vi bekræfter hinanden i, at vores egen opfattelse er universel, mens de andres er tilbagestående.

Sprængstoffet i muslimsk omgang med helligskrifter er ikke lig det, vi kender fra kristne kulturer som den danske. Der findes hos mange muslimer en knyttethed til skriften og en sårbarhed, som ikke kan elimineres ved at brænde eller skænde den. Der er et skriftsyn til forskel, som i sidste ende er det, vi er nødt til at forholde os til.