Coronakrisen er gode tider for folk, der dyrker teorier om konspirationer. De spredes på sociale medier. Nogle hævder, at coronasmitten slet ikke findes, men er en fiktion opfundet af dunkle kræfter for at aflede de åbenbart meget troskyldige befolkningers opmærksomhed fra de virkelige problemer. Andre, at epidemien med vilje er igangsat af obskure magtcirkler for at få os alle under kontrol. Der er også dem, der mener at vide, at offentligheden via medierne – der aktivt deltager i rænkerne – kun får kendskab til toppen af isbjerget. At der i virkeligheden dør mange flere af covid-19, og at de døde holdes skjult på store hemmelige lagre.
Ja, også dårlig dømmekraft eller regulært forfølgelsesvanvid kan smitte i denne tid. Men nu kan man som bekendt godt være forfulgt, selvom man lider af paranoia. Og derfor er det ikke bare rimeligt, det er nødvendigt, at vi spørger hinanden og vores politikere, om det er gået lidt for hurtigt med indgrebene, siden det hele tog fart for tre uger siden. Har vi blåøjet ladet statsmagten hasteindføre begrænsninger i forsamlingsfriheden og andre rettigheder, som vi normalt anser for umistelige – begrænsninger, som nemt vil kunne bruges, hvis vore magthavere skulle ønske at dreje samfundet i totalitær retning?
Helt sikkert har Mette Frederiksens (S) regering fået vedtaget beføjelser for myndighederne og restriktioner for alle os andre, som i landets demokratiske tradition kun kan betegnes som drakoniske. Der er principiel grund til uophørligt at udfordre disse stramninger og drage deres berettigelse i tvivl. At det også sker absolut uhindret, er omvendt en indikation af, at vores friheder trods alt ikke er så beskårne endnu, at kritikere ikke kan komme til orde. Så langt fra. Forleden bragte et større dagblad – i ramme alvor, må man tro – et essaylignende indlæg, der kun var få formuleringer fra at udpege statsministeren som leder af en fascistisk junta. Værsgod og skyl.
Tankegangen, at vi oplever noget helt grænseoverskridende, men at det kun er en opvakt, frihedselskende elite, der registrerer det, mens de dovne masser er lullet i søvn af Netflix og anden digital nervemedicin, er selvfølgelig berusende for dem, der ser sig selv som en del af denne indsigtsfulde minoritet. Kendsgerningerne tyder dog på, at demokratiet ikke er i overhængende fare.
Alle de indgreb, der kan ses som en mulig anfægtelse af vores grundlovssikrede rettigheder, er vedtaget med enten opbakning fra samtlige Folketingets partier eller med overordentligt brede flertal fra venstre til højre. Af partier, der har flere menneskealdres tradition for at stå vagt om demokratiet.
De kritiske love i denne forbindelse er alle udstyret med en udløbsdato. Det har næret nogles skepsis, at visse udløbsdatoer først oprinder i 2021. Her er muligvis en nuance, der kan bekymre – hvis man har som udgangspunkt, at regeringen modsat alle andre véd, hvornår indeværende og mulige kommende bølger af coronasmitten er overstået. En lov, der ville give myndighederne adgang til folks hjem uden dommerkendelse, blev ikke til noget. Det kan man så glæde sig over, hvis man frygtede, at den ville være blevet brugt til at tjekke, om folk havde farlig litteratur stående på boghylderne. Det erklærede formål var dog kun at skride ind i tilfælde, hvor personer, der krævede behandling og udsatte andre for smitte, nægtede at lade sig behandle. Men loven blev altså trukket.
Om politikere og myndigheder har overreageret med disse indgreb, ved vi først om lang tid. Men frygten for, at vores borgerlige rettigheder falder som offer for epidemien, synes indtil videre ubegrundet. Sund fornuft er ikke nogen ringe medicin. Mens vi venter på vaccinen.