FATTIGDOMMEN I verden er ikke ny. Men til trods for, at verdens samlede indtægter stadig vokser, til trods for, at det internationale samarbejde og følelsen af et fælles globalt ansvar aldrig har været mere udbredt, og trods anstrengelserne for at afhjælpe fattigdommen er uligheden vokset de seneste ti år, må Verdensbanken konstatere i sin tiårlige rapport om fattigdommen i verden, som udkom i går. I 1950'erne og 1960'erne var nøgleordet på udviklingsområdet for såvel Verdensbanken som bistandsdonorerne investeringer, ikke mindst i infrastruktur. 1970'erne lagde ny vægt på sundheds- og uddannelsessektoren. 1980'ernes udviklingspolitik satte sin store lid til de frie markedskræfter, der skulle skabe velstand og automatisk få den til at sive ned til de fattigere lag i samfundene. Dén forestilling fik sit afgørende grundskud, da vi efter Murens fald så virkningerne af forhastede omstillinger af de dårligt styrede økonomier i Øst til helt ustyret markedsøkonomi: I det østlige Europa og de tidligere Sovjetrepublikker er antallet af mennesker, der har mindre end en dollar om dagen at leve for, mere end tyvedoblet. Nye strategier kan med rette efterlyses. Verdensbanken har en ny parat. Eller måske rettere: Verdensbanken konstaterer nu, at et komplekst problem kræver komplekse løsninger. For Verdensbanken udbygger nu sin fattigdomsdefinition til: Fattigdom er ikke kun mangel på penge. Fattigdom er også generel udsathed - for bl.a. sygdom og økonomiske forandringer - og mangel på magt, mangel på adgang til at gøre sig gældende ved at kunne ytre sig, ved at være repræsenteret, hvor beslutninger tages. Hvad der i udviklingssprog hedder »empowerment«, skal sættes i højsædet, siger Verdensbanken: Kvalificering af mennesker lokalt, bedre muligheder for dem til at skabe sig en bedre hverdag, til at få indflydelse på egne vilkår. Såvel lokalt, nationalt som internationalt må der tages et ansvar, siger Verdensbanken. Verdensbanken er med denne rapport tættere på at stille direkte krav om demokrati og fattigdomsorientering til modtagerlandenes politikere end nogensinde før. Godt nok. Men der kræves altså også fortsat noget af os andre. Danmark kan rose sig af sit pæne, relativt uselviske bidrag til udvikling og fattigdomsbekæmpelse. Men opgaven er langt fra løst. Og vi må se i øjnene, at de enkle løsninger aldrig dukker op, at vi i mange år fremover må bruge kræfter og penge på komplicerede og ikke altid vellykkede løsningsforsøg. Men det var jo ikke godt, om det ikke ragede os, at hveranden verdensborger er henvist til at leve i dyb fattigdom. ls