De glemte helte fra Armenien

Beskæmmende at bevidstheden om folkedrabet fortrænges

Henrik Hoffmann-Hansen,politisk redaktør Kristeligt Dagblad.
Henrik Hoffmann-Hansen,politisk redaktør Kristeligt Dagblad. Foto: Arkivfoto.

I dag for 100 år siden begyndte nogle af de værste myrderier på civile borgere i Europas historie. Som Kristeligt Dagblad indgående har beskrevet de seneste uger, blev mellem 800.000 og 1,5 millioner armeniere i løbet af to år udryddet, primært i den østlige del af Det Osmanniske Rige.

Ugerningen blev gennemført i ly af Første Verdenskrigs rædsler. Af et interview med Tyrkiets ambassadør i Danmark, Mehmet Dönmez, fremgik det tidligere på ugen, at Tyrkiet ikke mener, at armenierne skulle være blevet udsat for nogen systematisk forfølgelse. Dels bestrider ambassadøren, at så mange som 1,5 millioner armeniere kunne være blevet dræbt, dels mener han, at man må sætte hele forløbet ind i den historiske kontekst, hvor Det Osmanniske Rige var truet fra både øst og vest. Tre millioner muslimske osmannere skulle være forsvundet fra Anatolien fra 1914 til 1922, anfører han.

Selvom det naturligvis kan være vanskeligt at skaffe objektive vurderinger af, hvad der foregår i et krigsområde, er de foreliggende øjenvidneskildringer svære at komme uden om. Takket være to danske kvinder, missionær Marie Jacobsen og sygeplejerske Karen Jeppe, har vi et meget klart billede af, at der faktisk blev begået, hvad vi dag ville kalde et folkedrab i den østlige del af det nuværende Tyrkiet. Man kan formalistisk hævde, at Tyrkiet slet ikke eksisterede som stat i 1915 og derfor heller ikke kan påtage sig ansvaret for overgrebene, eller man kan endnu mere formalistisk holde sig til, at selve begrebet folkedrab først blev defineret efter Anden Verdenskrig. Endelig kan man som den danske regering henholde sig til, at det er op til historikerne at definere, hvad et folkedrab er.

Det smager alt sammen af en uvilje til at erkende, hvad der faktisk er sket i historien. Selvom jødeudryddelsen under Anden Verdenskrig var mere omfattende og mere systematisk, er grusomhederne mod armenierne i princippet af samme art. Netop derfor burde man også erkende forbrydelsen og ære dem, der har båret store ofre for at begrænse den. I den sammenhæng er det beskæmmende, at det danske samfund stort set ikke har nogen erindring om Marie Jacobsen, Karen Jeppe og de få andre kvinder, som reddede flere tusinde mennesker fra udryddelsen og lindrede manges lidelser.

Mens for eksempel København har kunnet navngive pladser eller gader efter en sportskommentator, en tidligere SF-borgmester eller en interesseorganisation for homoseksuelle, har man hverken en Karen Jeppes Plads eller blot et Marie Jacobsens Stræde. Måtte 100-året for det armenske folkedrab om ikke andet blive en anledning til at rehabilitere de helte, som satte alt ind på at hjælpe de nødstedte.

hhh