Alternativet blev aldrig den revolution, Uffe Elbæk drømte om

Det er historien om de godes revolution, der blev væk

Partistiftere har vi efterhånden mange af i Danmark. De senere år har hver politisk sæson budt på nye af slagsen: Pernille Vermund med Nye Borgerlige, Rasmus Paludan med Stram Kurs, Simon Emil Ammitzbøll-Bille med Fremad plus det løse og Klaus Riskær Pedersen med partiet af samme navn.

Ét navn skiller sig ud fra mængden som noget andet og mere end et parti: Alternativet, som den entreprenante, radikale aarhusianer Uffe Elbæk stiftede i november 2013. Nu, hvor partistifteren har meddelt, at han forlader posten som politisk leder, er det tid til at gøre status over en politisk bevægelse, som gav os grønne tylskørter på Christiansborg, politiske home parties, sexgynger og mørkerum til valgfesten, men som aldrig er blevet den revolution af den politiske kultur i Danmark, Uffe Elbæk drømte om.

I et land, hvor omfanget af reelle folkelige bevægelser siden andels-, arbejder- og kvindebevægelse har været særdeles begrænset, er det dog i sig selv bemærkelsesværdigt, at Uffe Elbæk faktisk formåede at rokke dansk politik.

Det gjorde han med ufortyndet projektmager-ånd fra kaospilot-miljøet i Aarhus, som unægtelig har sine folkelige begrænsninger, men som ikke desto mindre fik ansporet et håb hos en udvalgt skare af danskere: De gode mennesker. De empatiske. Dem med de rigtige meninger og mærkevarer, der kan tale længe og passioneret om, at verden i morgen skal være bedre end verden af i går.

Det er godt, at de mennesker findes. Men Alternativets storhed og fald har også demonstreret, hvorfor det er godt, at de ikke styrer landet. I intet parti har man talt så meget om, hvor gode vi skal være ved hinanden, hvor vigtigt det er, at vi taler pænt til hinanden, for så i praksis at dyrke dolkestød, chikanesager og organisatorisk kaos.

Det er skæbnens ironi, at det første valg, som for alvor havde klima og grøn omstilling øverst på dagsordenen, gav markant tilbagegang til Alternativet. Den venlige udlægning af den forsømte lejlighed er, at andre partier i 11. time fangede, at klimaet var blevet en folkebevægelse.

Den knap så venlige udlægning er, at Alternativet simpelthen ikke besad en seriøsitet og driftssikkerhed, som kunne overbevise vælgerne om, at partiet også i substansen var bedst til at løfte den grønne omstilling.

Det er for tidligt at skrive Alternativets gravskrift. Men det er mere end svært at se, hvordan en vaklende politisk platform skal komme videre uden Elbæk, som i mange henseender var Alternativet. Det store flertal af danske vælgere holder nok af det skæve og ukrukkede, men er i sidste ende ikke til politiske eksperimenter.

Det næste grønne parti vil næppe blive anført af en jovial, spagfærdig Uffe, hvis slagord blev: ”Hvor er det crazy, det her.” Det bliver snarere en vred, ung kvinde, som siger: ”Hvor vover I?”. Dets slagkraft vil blive afgjort af det politiske flertals evne til at handle på klimadagsordenen.