De kristne kirker må stå sammen

Paven kommer og markerer Reformationen. Han er velkommen

Da pave Johannes Paul II en regnvåd junidag i 1989 landede på Flyvestation Værløse som første pave på besøg i det lutherske Skandinavien, fik han en blandet modtagelse.

Dele af dansk kirkeliv kunne slet ikke se, hvorfor han overhovedet skulle bydes velkommen, og hvor han i Norge og Sverige blev inviteret til gudstjeneste i de lutherske kirker, kunne de danske biskopper kun svinge sig op til at invitere ham til liturgisk aftensang uden prædiken. Den katolske kirke anerkendte heller ikke dengang den lutherske kirke, den bortløbne søn, som kirke. Derfor skulle paven ikke have taletid. Så kunne han lære det.

Heldigvis er der sket meget siden. Den katolske kirke anerkender fortsat ikke andre kirker end den ortodokse som kirke, men tonen begge veje er anderledes.

På mandag lander den nuværende pave Frans ikke i Værløse, men i Malmø, for at deltage i en fælles global markering af 500-året for Reformationen. Alle tidligere mindedage for Reformationen har været præget af konflikt, men det er første gang, at katolikker og protestanter er sammen om at markere den kirkesplittelse, der førte til dannelse af den lutherske og en række andre protestantiske kirker.

Gudstjenesten, der markerer begyndelsen af 500-året for Luthers berømte teser og opgør med blandt andet den middelalderlige katolske kirkes aflad – tilgivelse for penge – finder sted i Lund Domkirke. Her mødes paven og katolikker fra hele verden med præsidenten for Det Lutherske Verdensforbund, den jordanske biskop Munib Younan, og repræsentanter fra de lutherske kirker i hele verden, heriblandt flere danske biskopper. Stemningen er præget af forsoning og et ønske om at fokusere på alt det, der forener og ikke splitter.

Sådan skal det være. Der er blevet ført en fælleskirkelig, økumenisk dialog i de seneste årtier, og selvom den ikke er nået så langt, som man kunne ønske, er det forsoning og ikke adskillelse, der nu præger samtalen.

Men ikke kun dialogen mellem kirkerne har skabt den udvikling. Der er et ydre pres på kristendommen og de kristne kirker, som gør, at det måske aldrig før i kirkens historie har været så nødvendigt som nu at stå sammen. I kristendommens oprindelige kerneland, Mellemøsten, er de kristne ved at blive presset ud af en intolerant, ekstrem islam, og på det kristne kontinent, Europa, er kristendommen under pres fra især sekulariseringen, sekunderet af den indvandrende islam.

Der kommer ikke en bedre lejlighed end nu til at sende et markant signal om netop behovet for at stå sammen og for gensidig anerkendelse. Trods forskelle er vi forenet i troen på Gud og Kristus. Religionsfriheden skal forsvares, og kristendommens plads i både de europæiske og mellemøstlige samfund skal der værnes om. Ingen anden kirkeleder end paven bærer på en global, gennemtrængende symbolkraft, der kan bidrage til at sprede det budskab. Vi byder ham velkommen.