Prøv avisen
Leder

De løftede pegefingres parade

Moralsk foragt for populisme ser bort fra virkeligheden

Der er trængsel i de løftede pegefingres parade for tiden. Ondskaben og fascismen lurer i tiden, fortæller de. Søren Pind kan se det, Anders Samuelsen og Lars Løkke Rasmussen kan se det, og Sofie Carsten Nielsen og De Radikale kan selvfølgelig også se det.

Se nu bare på ham Trump, på de forfærdelige briter, som fandt på at melde sig ud af fredens og fornuftens EU, og på de nationalkonservative her og hisset, som formaster sig til at sætte kærligheden til fædrelandet før frihandel og globalisering.

I dagens Kristeligt Dagblad er det 80-årsfødselaren, teologen Ole Jensen, som på samme vis finder anledning til at advare mod den nationalegoisme, han ser brede sig blandt yngre, islamkritiske teologer. De appellerer til frygt og laveste fællesnævner, hedder det, og bidrager dermed til, at samfundet mister sit moralske kompas.

Ole Jensen er en væsentlig teolog og central repræsentant for den generation af grundtvigsk-tidehvervske teologer, som dominerede dansk teologi i anden halvdel af det 20. århundrede. Flere i den generation af teologer bryder sig i dag ikke om, hvad de betragter som en kulturel selvoptagethed blandt de yngre teologer. Der er tale om en teologisk generationskonflikt, men også om en konflikt, som spejler den kulturkamp og de politiske brudflader, der præger det øvrige samfund.

Ole Jensens kritik af tidens tendens til nationalt navlepilleri kan nok være værd at lytte til, men det er også afgørende, at de flotte ord ikke kun udmønter sig i moralsk foragt for de holdninger, man ikke selv bryder sig om.

Sagen er jo, at den såkaldte nationalegoisme, som mindre negativt ladet kan kaldes kulturel besindelse, så langt fra er uden kompas, fordi den netop sigter på at holde fast i, hvad der rent faktisk – moralsk, eksistentielt og åndeligt – er værd at kæmpe for. Og tør sige højt, at der er forhold fra tankeløs globalisering og åndeligt iltsvind til islamisme og terror, som ikke skal stå uimodsagt.

Nej, der hvor det moralske kompas er ved at fortone sig, er faktisk ikke blandt det islamkritiske, nationalkonservative mindretal. Det er derimod ved at forsvinde hos den store gruppe af danskere, som ikke kan finde andet at være anfægtede af eller forargede over end islamkritikerne. Det er en sær stedfortræder-forargelse, en udenomsargumentation, som kun kan tjene det for mange belejlige formål, at man ikke behøver at forholde sig til realiteterne.

Desværre er det en omsiggribende tendens for tiden. Og det har netop med førnævnte Trump og Brexit at gøre. For nu er centrum-venstre blevet bange. Ikke for voksende ulighed, ikke for islamisme, ikke for globaliseringens skyggesider, nej de er blevet bange for populismen, som det besværgende hedder. Men de ved tilsyneladende ikke, at de udelukkende står sammen om en reaktion på reaktionen. De forholder sig ikke til virkeligheden.