En gang imellem er det mest bemærkelsesværdige ikke det, politikere siger, men derimod det, de ikke siger. Og selvom det indimellem har været vanskeligt at finde en linje i dansk udenrigspolitik, så har et gennemgående træk de senere år været en påfaldende vankelmodighed og konsekvent strudsetaktik, hver gang talen falder på Tyrkiet.
Man må derfor forstå, at der nok er tale om en veludviklet diplomatisk ræson udviklet på Asiatisk Plads, som skiftende udenrigsministre og de forskellige udenrigsordførere efterhånden tillærer sig.
Senest er de tyrkiske listesko taget på i sagen om den færøske præst og danske statsborger, som i Istanbul er blevet nægtet indrejse, tilbageholdt i 24 timer og underkastet et længere forhør. Angiveligt fordi præsten skulle udgøre en ”trussel mod den offentlige sikkerhed”.
Det gør han efter alt at dømme ikke. Derimod har han i flere år fungeret som præst for en kristen menighed i Tyrkiet, og det er, uden at vi på nuværende tidspunkt kender sagen i alle detaljer, snarere den praksis, Tyrkiet gerne vil sætte en stopper for.
I hvert fald er det velkendt, at Tyrkiet under præsident Erdogan har ført en meget hård linje over for landets kulturelle og religiøse mindretal, herunder de kristne menigheder, i gennemførelsen af en islamisk oprustning.
Et andet nyligt eksempel er den tilbagevendende debat om det armenske folkedrab, som det for ikke så mange måneder siden var magtpåliggende for Anders Samuelsen og Co. i Liberal Alliance at få rejst over for Tyrkiet, men som nu af den stålsatte udenrigsminister er pakket godt ind i vat og sparket til hjørne.
Den tiltagende forfølgelse af kurdere, fængslinger af journalister og embedsmænd, og hvad der ellers hører til dagens orden i Tyrkiet i dag, hører vi heller ikke alverden om fra danske politikere.
For Tyrkiet skal vi ikke tale ilde om. Det har EU regnet ud, og Danmark har hørt efter. Vi har nemlig lavet en aftale med dem om mod betaling at agere stopklods for flygtninge fra Syrien og de øvrige mellemøstlige lande.
Den aftale er, som det hidtil eneste reelle tiltag fra EU til løsning af flygtningetilstrømningen til Europa, i sagens natur vigtig. Men det er ikke desto mindre trist at være vidne til den i bedste fald uldne og ofte helt fraværende stillingtagen til den tyrkiske fremfærd over for kristne og andre mindretal i et land, som er medlem af Nato og endnu formelt set fører forhandlinger om optagelse i EU.
Diplomati er og har altid været et bemærkelsesværdigt mummespil. Mest tåleligt og ærefuldt er det dog alligevel, når det bag alle de taktiske overvejelser er muligt at genfinde brudstykker af virkeligheden og et mod til at stå fast på de værdier, vi lægger vægt på, og som bør kendetegne de alliancer, vi indgår i.