Prøv avisen
Leder

De tyske folkepartier er fortid

Af Kerrin Linde, Udlandsredaktør

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Der er brug for nytænkning efter nedtur til CSU og SPD i Bayern

Intet er længere, som det plejer i tysk – og europæisk – politik. De to store blokke, som i efterkrigstiden har været vant til at dele det politiske rov mellem sig, bliver i stigende grad udfordret af fløj- og protestpartier. At det socialdemokratiske SPD har udviklet sig til en skygge af fordums stolte storhed, er efterhånden ikke længere nogen nyhed. Men når selv den hidtil så enevældige Kristeligt Sociale Union, CSU, på trods af flotte økonomiske nøgletal i det traditionsrige Bayern oplever sit dårligste valg siden 1950, er det politiske opbruds realiteter også nået frem til den selvsikre sydtyske delstat.

Det er især takket den historisk sikre magtbastion på hjemmebanen, at CSU hidtil har haft uforholdsvis meget – i manges øjne også alt for meget – at skulle have sagt i tysk politik. Det er det eneste parti, der kun er opstillet i én delstat, men som samtidig sidder med ved regeringsbordet i Berlin. Den konservative union med søsterpartiet CDU har i Forbundsrepublikkens snart 70-årige historie været et bolværk mod politisk ustabilitet. Det er slut nu.

De senere års indædte magtkamp mellem CSU-formanden, den tyske indenrigsminister, Horst Seehofer, og CDU-formanden, forbundskansler Angela Merkel, om asylpolitikken har nu sat sig så dybe spor, at selv bayrerne bryder med normerne. Som søndagens valgresultat viste, har mange fået nok af CSU’s lokale magelighed, Seehofers ballademagerstil og partiets forsøg på at overhale Alternativ for Tyskland højre om.

Udfordringen med at integrere de mange asylansøgere, der kom til landet i 2015, er fortsat kolossal. Selvom AfD ikke indfriede sine egne forventninger og i stigende grad fremstår som højreekstremt, vidner protestpartiets fortsatte fremmarch om, at mange tyskere er bekymrede for, hvad den primært muslimske indvandring gør ved deres land.

Men CSU, der igennem historien har evnet at favne både liberale og ærkekonservative kristne, har stødt mange af sine kernevælgere fra sig, når flygtninge stemples som asylturister, og der går gennemskuelig symbolpolitik i den ved at hænge kors op i alle offentlige bygninger frem for at sikre rimelige huslejer, god undervisning og ren luft. Det er disse nære emner, som ifølge valgforskerne optog vælgerne langt mere end asylpolitikken. De Grønne – og de lokale valgforbund Freie Wähler – er i Bayern blevet belønnet for som de eneste for alvor at satse på de eksistentielle temaer. Og miljøpartiet har samtidig bevist, at en konsekvent – og humanitær – kurs i flygtningepolitikken faktisk kan gavne troværdigheden.

Det handler først og fremmest om at kunne argumentere overbevisende og stå inde for sin politik. Det er noget, de såkaldte tyske folkepartier – og især de identitetsforvirrede socialdemokrater – bør drage lære af. Ellers vil de snart være efterladt helt uden folk.

Det er ikke nok, når Angela Merkel, nøjagtigt som for et år siden, erkender, at meget af tilliden til politikerne er gået fløjten, og at hun i langt højere grad må sørge for, at tilliden bliver genoprettet. For hun bliver svar skyldig på spørgsmålet om, hvordan dette skal ske. Siden hun blev valgt til sin fjerde embedsperiode i foråret, har hun måttet kæmpe med at holde sit korthus af en regering sammen frem for at levere resultater, som gør en forskel for folk i deres hverdag. En hverdag, som med globaliseringen, digitaliseringen og indvandringen kræver nye svar og nytænkning. Som Bayerns afdøde legendariske landsfader Franz Josef Strauss så rigtigt har sagt, er det politikernes opgave at udstikke en kurs og stå inde for den.