Prøv avisen
Leder

Unges engagement i menighedsråd er lysglimt i et mørkt rum

Af Henrik Hoffmann-Hansen, politisk redaktør

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

De unge har brug for kirken

Det er svært at forestille sig et foreningsarbejde med svagere appel til unge end et menighedsråd – et forum, hvor de fleste medlemmer har passeret pensionsalderen. Og hvor der holdes alenlange møder om vedligehold af bygninger, personaleforhold, juridiske spidsfindigheder og budgetter. Alligevel er der stadig unge, som kaster sig ud i det. Kristeligt Dagblad kunne i går fortælle, at i de store byer har flere 20til 30-årige meldt sig til menighedsrådsarbejdet ved menighedsrådsvalget i tirsdags. Det er ikke en statistisk opgørelse, og om der på landsplan er kommet flere eller færre yngre menighedrådsmedlemmer, vides ikke på nuværende tidspunkt.

Under alle omstændigheder må man sige, at der er tale om lysglimt i et ellers temmelig mørkt rum. Evangeliet er ”for hele folket”, lyder det ved juletid, men den yngre del af folket kniber det med at nå – trods årtiers ihærdigt arbejde på at modernisere folkekirkens forkyndelse, musik og gudstjenesteformer. Ikke et ondt ord om det.

I det omfang menighedsråd kan få indflydelse på at ”byde gode vilkår for menighedens liv og vækst”, må man ønske de nye yngre medlemmer alt godt. Og håbe at både deres ældre kolleger i rådene og præsterne vil lytte åbent til nye impulser fra dem. Samtidig er det dog værd at minde om, at den kristne kirke aldrig kan vinde modernitetens skønhedskonkurrence. Den har et budskab om ydmyghed, selvfornægtelse og tilgivelse, som altid vil have det svært i en selvpromoverende og brovtende tid som vores. Kirken kan ikke levere ”det, de unge vil have”.

Alligevel er kirkens provokerende sandhed, at de unge som alle andre har brug for den – eller mere præcist for dens glade budskab, for evangeliet. Det er jo sandt, som professor Peter Lodberg fra Aarhus Universitet har sagt, at kirken altid kun er en enkelt generation fra sin egen undergang. I den forstand har kirken altid brug for de unge, men i et dybere perspektiv forholder det sig også omvendt. De unge har, ligesom resten af ”folket”, brug for kirken.

Det er dens mission. Historisk har synet på netop mission skabt store splittelser mellem missionsfolk, grundtvigianere, tidehvervsfolk og teologer fra andre retninger, men i dag er fronterne i det kirkelige landskab til dels opløst. Enten fordi gløden i kirken er ved at dø ud, eller fordi den ydre modstand mod kristendommen er blevet så monumental, at man rykker sammen. Det er påfaldende, at en del af de bysogne, der nu melder om flere yngre medlemmer i menighedsrådene, teologisk kan knyttes til det, man med et upræcist udtryk kalder den kirkelige højrefløj. Den har været ugleset i dele af folkekirken, og for år tilbage var der en tendens til, at grupper fra denne fløj brød ud og dannede fri- eller valgmenigheder. Det var trist for den rummelige folkekirke, og forsigtigt kan man måske tolke de unges engagement i menighedsrådsvalget forleden som en styrkelse af folkekirken i al dens mangfoldighed.