For fem år siden lancerede daværende kulturminster Brian Mikkelsen (K) den stort anlagte kulturkanon. Den bestod – og består, for den findes jo endnu – af 96 enestående værker fra dansk kulturarv, inddelt i syv kunstarter.
TEMA: Kulturkanon - se listerne med 108 kunstværker
Værkerne blev valgt af en række udvalg, hvis sammensætning ministeren ikke havde nogen indflydelse på. Det hævdvunde danske armslængdeprincip i kulturpolitikken blev også i denne sammenhæng overholdt.
Alligevel blev kulturkanonen i brede kredse anset for at være politisk motiveret. Eksperter mindede i avisen i lørdags om, at Brian Mikkelsen selv bar en del af skylden, fordi han ved et konservativt landsråd kædede kulturkanon og integrationspolitik sammen.
Det skulle han naturligvis ikke have gjort, for derved afslørede han en stor mangel på sans for timing og skadede sit eget projekt. Han gav kritikerne en nem mulighed for at smække med dørene til udvalgsarbejdet og lade dem miskreditere hele ideen.
Som konservativ var han i forvejen i mineret farvand i et overvejende kulturradikalt kunstner- og universitetsmiljø. Her tilgav man aldrig kulturministeren hans fejlgreb, og det både var og er ærgerligt, at flere lod selve ideen med en kanon overskygge af ministerens udtalelser. Det var billige point i en sag, der var for vigtig til partipolitisk mudderkastning.
En kanon er nemlig grundlæggende set et sympatisk projekt. Det er fint at få påpeget, at visse kunstværker er bedre end andre, og at nogle former for kunst har betydet mere end andre.
At landets befolkning med en kanon får mulighed for at lære om de vigtigste nationale værker, er hverken nationalistisk eller statslig tvang eller nogen af de andre skældsord, der føg i debatten dengang for fem år siden. Det er ganske almindelig sund fornuft.
Kulturkanonen blev lanceret i en tid, hvor der ikke for alvor blev ført en kvalitetsdiskussion. I sportens verden skelner man skarpt mellem eliten og bredden og vedstår gerne, at man ser op til de bedste på feltet. Sådan er det ikke i kulturlivet, hvor en "vi skal alle være her"-holding med relativistiske undertoner er gængs.
Det rokkede kanonen ved, for den viste, at ikke alting er lige godt. Den satte rammerne for en debat, hvor det atter blev legitimt at tale om kvalitet, og som sådan har den haft en varig betydning. I dag er de færreste da også imod selve ideen med en kanon.
I de fem år, der er gået siden kulturkanonen blev lanceret, er presset fra underholdningsindustrien vokset, og X factor-tendenserne blevet flere. I dén kamp er en kanon ikke det værste våben at bære.
mbh