Prøv avisen

Defensiv rokade

DA STATSMINISTER Poul Nyrup Rasmussen (S) i går præsenterede sin lille ministerrokade for pressen, blev han spurgt, hvorfor han egentlig havde foretaget den. Spørgsmålet var logisk, for rokaden, hvor tre ministre flytter taburetter og kun to skiftes ud, er den mindst tænkelige, statsministeren kunne have foretaget. Nyrup svarede, at der alene for at skabe dynamik på et hold kan være brug for at omfordele pladserne og skifte enkelte personer ud. Det er sandt, og statsministeren var nødt til at rokere. Både trafikministeren og indenrigsministeren havde udtømt deres ressourcer på deres områder, og ved at rokere signalerer Nyrup Rasmussen, at regeringen forsøger at få styr på tingene. Normalt ville en regeringsrokade, der finder sted to år før næste valg, indeholde tydelige elementer, som peger fremad og ind i næste valgperiode. Men det er svært at se her. Den politiske vision bag er til at overskue. Ministerrokaden er defensiv og skaber ikke den fornyelse, der kunne have givet Nyrup-regeringen handlekraft og bibragt den noget af den tabte folkelige opbakning. Rokaden lader ane, at regeringen er træt, og statsministerens ambition først og fremmest er at holde ud til næste valg. Derfor skal rokaden først og fremmest ses som et internt socialdemokratisk træk med flere ærinder. Ritt Bjerregaard er med udnævnelsen til fødevareminister det eneste virkeligt overraskende ved regeringsrokaden. Med ministerposten er den politisk set ofte uberegnelige tidligere EU-kommissær blevet tvunget ind i et forpligtende loyalitetsforhold over for statsministeren. Samtidig håber Nyrup Rasmussen, at hun, der engang var en af landets mest populære politikere, både kan vende folkestemningen for EU's Økonomiske og Monetære Union og give partiet fornyet vælgertilslutning. At regeringens mest populære minister Henrik Dam Kristensen skifter til Socialministeriet vil ikke spille den store politiske rolle, ligesom det var forventet, at den gamle Auken-støtte Jacob Buksti ville blive forfremmet fra sin post som politisk ordfører i folketingsgruppen til en ministerpost. Vel at mærke urias-posten i Trafikministeriet, som Sonja Mikkelsen må prise sig lykkelig for at forlade. Hun er trods sin manglende gennemslagskraft en bedre minister end sit rygte, og hendes kamp med nedarvede synder i Trafikministeriet kan hun nu føre videre som politisk ansvarlig for Sundhedsministeriet. Den afgåede sundhedsminister Carsten Koch efterlader sig ikke noget stort tomrum i det politiske liv og er formentlig den eneste involveret i ministerrokaden, der føler sig detroniseret. Nyrup Rasmussen prøvede for godt to år siden med indsættelsen af den populære Århus-borgmester, Thorkild Simonsen, at dæmme op for Dansk Folkepartis fremgang. Men den 73-årige Thorkild Simonsen har selv bedt om at blive løst fra posten som indenrigsminister, og regeringens populære og dygtige socialminister Karen Jespersen er nu den, der skal gennemføre den netop fremlagte lovpakke på flygtninge- og integrationsområdet. Ligesom i Østrig, hvor Jörg Haiders Frihedsparti har tilslutning fra knap halvdelen af landets fag- og ufaglærte arbejdere, er rekordtilslutningen til Dansk Folkeparti herhjemme og den historisk lave tilslutning til Socialdemokratiet statsministerens virkelige hovedpine. Både faglærte og ufaglærte vælgere er flygtet til Dansk Folkeparti i en sådan grad, at det har udkonkurreret Socialdemokratiet som arbejderparti. De tabte får skal tilbage i folden, hvis det store regeringsparti skal have nogen som helst chance for at genvinde regeringsmagten ved et folketingsvalg om senest to år. Men om Karen Jespersen kan være den magnet, der skaber tiltrækningskraften, er yderst tvivlsomt. De politiske vande lader sig i dag ikke skille af ideologiske modsætninger i samme grad som tidligere. Konflikten er snarere et spørgsmål om tryghedsfølelse i en global verden i opbrud. Den tryghedsfølelse søger ikke mindst de dårligst uddannede og finder den hos Pia Kjærsgaard. Også efter ministerrokaden. Statsministeren fremlagde også i går planen for et prisværdigt forsøg på at genoplive den brede politiske debat. Det skal ske ved fire planlagte folkehøringer om Danmark i det 21. århundrede. Emnerne er ældreomsorg, sundhed og sygehuse, familie og skole og det rummelige arbejdsmarked. Ingen af høringerne skal dog handle om det, der trods måneders intens debat optager danskerne mere end noget andet: Spørgsmålet om indvandring i et stadigt mere grænseløst samfund. Selv om indvandringen på længere sigt vil skabe en af de største samfundsmæssige forandringer i landet alene på grund af den ændrede sammensætning af befolkningen, vil regeringen ikke drøfte den udbredte frygt for skabelsen af et multikulturelt og multireligiøst samfund. Det er Dansk Folkepartis dagsorden, og kun ved at tie partiet ihjel mener ikke mindst den socialdemokratiske ledelse, at partiet mister den medvind, det har haft i de seneste år. Det vil formentlig vise sig at være et fatalt politisk fejltrin. For man kan ikke genvinde vælgernes tillid og opbakning uden at lytte til dem. bjer