Demokrati

EN VALGDAG er demokratiets festdag. Den dag, hvor vælgerne kan gøre deres indflydelse gældende. Danmark har på linje med flertallet af demokratiske stater valgt den udgave af den demokratiske styreform - det repræsentative demokrati - hvor Folketinget på vore vegne leder landet. Mindst hvert fjerde år skal de folkevalgte stå til ansvar hos deres vælgere. Siden parlamentarismens indførelse fra 1901 har Folketinget haft det fulde ansvar, fordi regeringen her skal have flertal for sin politik. Med etkammersystemet fra 1953 blev dette ansvar udbygget. For at sikre de - dengang - 45 procent jastemmer for en grundlovsændring, fik de, der var bekymrede ved nedlæggelsen af det mere konservative landsting, adgang til at kræve lovgivning udsendt til folkeafstemning. Adgangen til og i visse tilfælde kravet om folkeafstemning blev udvidet. Det sidste med Grundlovens paragraf 20, der under indtryk af efterkrigstidens udvidede internationale samarbejde, især Danmarks medlemskab af FN, blev en nyskabelse omkring afgivelse af dansk suverænitet. Siden har det vist sig, at Folketingets adgang til at kræve love til folkeafstemning efter Grundlovens paragraf 42 aldrig har fået praktisk betydning. Ud over Grundlovens krav om folkeafstemninger ved ændring af valgretsalderen har vi siden 1953 kun haft én om dansk lovgivning - de fire jordlove i 1963. Derimod er folkeafstemningen i dag den sjette omkring EF/EU. Det er ikke udtryk for, at demokratiet omkring EU-politikken er større end omkring dansk indenrigspolitik. Desværre er problemet det modsatte, når vi ved folkeafstemning efter folkeafstemning har oplevet, at det repræsentative demokrati modsiges af vælgerne. Ganske vist har fire ud af fem folkeafstemninger givet tilslutning til, hvad flertallet i Folketinget vedtog. Men hver gang med så lille en overvægt, at det står i grel modsætning til de brede flertal bag EU-politikken i Folketinget. Vælgerne har i stort tal stemt mod de repræsentanter, de selv har stemt ind i Folketinget. Det er udtryk for, at EU aldrig er blevet en del af dansk politik og en del af det repræsentative demokrati. En stor del af ansvaret ligger hos de politiske partier, der selv omhyggeligt har valgt at holde EU-spørgsmål uden for de almindelige valgkampe. Det begyndte med, at folkeafstemningen om medlemskab af EF blev bestemt allerede før folketingsvalget i 1971. I 1972 viste det sig, at samtlige partier havde en del nejsigere, og siden har partierne ikke turdet lade det spørgsmål få indflydelse på folketingsvalgene. Resultatet er et svælg grænsende til tillidskrise mellem vælgerne og politikerne i EU-spørgsmålet. En anden væsentlig faktor er, at isoleringen af EF/EU som et selvstændigt politisk spørgsmål gav mulighed for, at EU-modstanden samlede sig i først én, så to folkelige bevægelser, der ikke er en del af det repræsentative demokrati. De stiller ikke op til folketingsvalg, og de påtager sig dermed ikke noget ansvar for forvaltningen af de resultater og udfordringer, som folkeafstemningers resultat stiller til Folketinget. Danmark har en fornem tradition for det samarbejdende folkestyre. Flertallet af alle love i Folketinget samler et meget bredt flertal om et resultat, man forhandler sig til. Afstemninger, hvor der skal vælges mellem to alternativer, undgår man ikke, men kompromis og forhandling er det almindelige. Og denne demokratiske kultur går igen ved flerpartisystemets folketingsvalg, hvor vælgerne har mulighed for at afveje et nyt folketings styrke med mange partier og politiske nuancer. En folkeafstemning med kun to konsekvente afgørelser - et ja eller et nej - stiller helt andre krav til vælgerne. Det muliggør ikke samtale eller kompromis. Spørgsmålet polariseres til en forbitret kamp om stemmerne, hvor de uskrevne spilleregler udvides til en uskøn og usaglig strid, der lader vælgernes ønsker om oplysning og et nuanceret beslutningsgrundlag i stikken. Samtidig tillægges folkeafstemninger en næsten mytisk karakter. Siden et lille flertal - det mindste ved nogen EU-afstemning - i 1992 sagde nej, har kritikken mod politikerne, der lavede det nationale kompromis før folkeafstemningen i 1993, lydt på, at de ikke respekterede folkets afgørelse. Men en folkeafstemning er ikke noget endeligt og urørligt. Heller ikke EU-modstanderne drømmer vel om at opgive deres modstand efter et nederlag. De partier og politikere, der kommer i mindretal, har naturligvis både ret og pligt til at kæmpe videre for deres synspunkter med henblik på at vinde så megen tilslutning til dem, at de ved en senere lejlighed kan vinde en ny folkeafstemning. Til gengæld burde de samme partier så også kæmpe for, at deres EU-politik som en del af partiets politik indgår i den politiske debat også før et folketingsvalg. Det er for let og uden ansvar at stemme forskelligt ved folketingsvalg og folkeafstemninger. På den måde bliver folkeafstemningerne en udfordring til det repræsentative demokrati. De er i den danske EU-udgave ikke et udtryk for mere eller bedre demokrati, fordi alle vælgere spørges, men for en adskillelse af beslutning og ansvar. Det er ikke nejsiden, der skal forvalte et eventuelt nej ved folkeafstemningen i dag, når livet går videre i det nye folketingsår fra på tirsdag. Og efter et ja sidder Folketingets klare jaflertal og skal forvalte dansk politik med hensyntagen til, at næsten halvdelen af vælgerne har sagt nej. jr-o