Kristeligt Dagblad mener: Demokrati er et fælles ansvar

Voksende fokus på enkeltsager udhuler demokratiet

Vi har alle vores mærkesager. Er man børnefamilie, er man ganske naturligt optaget af kvaliteten i daginstitutioner og skoler. Er man pensionist, kan den aktuelle forvirring om prisen på det såkaldte mimrekort med god ret gøre en bekymret. Og er man syg eller pårørende, kan det være spørgsmålet om eksempelvis organdonation, der er vigtigt.

Det er vigtige sager, der alle fortjener opmærksomhed. Derfor vil det da også ud fra et demokratisk synspunkt være nærliggende at glæde sig over, at der er indgivet 499 forslag, som samlet har fået en halv million underskrifter, siden det for to år siden blev muligt for almindelige borgere at rejse de såkaldte borgerforslag, som sendes videre til folketingssalen, hvis de får mere end 50.000 underskrifter.

Bag de flotte tal gemmer sig dog også historien om en demokratisk kultur under hastig forandring. For samtidig med at muligheden for at afgive en hurtig digital underskrift appellerer til mange, har de politiske partier aldrig haft så få medlemmer som nu, som man kan læse i dagens avis. Danskernes politiske engagement er ikke dødt, men det begrænser sig i stigende grad til enkeltsager.

De to modsatrettede demokratiske strømninger – flere enkeltsager, færre partimedlemmer – er formentlig en følge af en medie- og debatkultur, der understøtter det hurtige og enkle.

Skriver man på Facebook et langt og nuanceret opslag om mødet mellem religiøs tradition og sekularisme, afføder det næppe mange reaktioner. Erklærer man derimod bombastisk og skråsikkert, at eksempelvis religiøst begrundet omskæring er børnemishandling og straks bør forbydes, vil det uden tvivl skabe heftig digital debat. Og deltager tilstrækkeligt mange tilstrækkeligt hidsigt i denne debat, vil den hurtigt blive opdaget af de store medier, som så vil bede politikerne om handling.

Den åbenlyse udfordring er, at de folkevalgte politikere risikerer at lade sig koste rundt i manegen, når det digitale råbekor bliver tilstrækkeligt stort. For i modsætning til dem, der skriver under på et borgerforslag, bør det til enhver tid være politikernes pligt at tænke i helheder. Sandheden er jo, at man sagtens kan vise velvilje over for en gruppe borgeres velbegrundede ønske om eksempelvis udvidet barsel til tvillinge- og trillingefamilier, men spørgsmålet er så, hvor pengene skal hentes.

Det seneste århundrede har dokumenteret, at styrken ved det repræsentative demokrati netop er, at vi ikke alle sammen kan få vores vilje, men at vi har været i stand til at opbygge et samfund, der globalt set har ramt en uhyre fin balance i opfyldelsen af de forskellige behov, der findes i befolkningen.

Ja, det er vel det, vi lidt højstemt betegner som ”sammenhængskraft”, og skal den overleve, kræver det, at vi ikke alle forventer, at samfundet indretter sig efter os, men også tager hensyn til alle dem, der ikke ligner os.