Demokratiernes sejr på D-Dag

Landgangen i Normandiet har stadig en lære til os 75 år efter

Mesterfotografen Robert Capas billeder af amerikanske soldaters landgang på en strand i Normandiet en grå morgen på denne dato – den 6. juni – for 75 år siden har været med til at printe D-Dag som Anden Verdenskrigs militære vendepunkt i vores kollektive erindring. Men erindringen findes kun i den del af verden, der har fået formet sin bevidsthed af amerikanske fortællinger og film. I andre dele af verden er man opmærksom på, at Anden Verdenskrigs udfald reelt var blevet afgjort forinden helt andre steder.

Invasionen i Normandiet var den hidtil største militære operation fra søsiden. Bag den stod USA, Storbritannien og en række lande i det britiske imperium. Men når det gælder den egentlige nedkæmpning af Nazityskland, var det tabet af mænd og materiel på Østfronten, over to tusinde kilometer fra strandene i Frankrig, der knuste Hitler.

Endnu 75 år efter mangler der i vesteuropæisk og amerikansk opfattelse af begivenhederne en grundlæggende forståelse af, hvor absolut afgørende for krigens udfald det var, hvad der skete på de sovjetrussiske stepper mellem Stalingrad i syd og Moskva i nord. Det var her, langt fra rullende amerikanske filmkameraer, at verdens hidtil største krigsmaskine blev slidt op. Hitlers modstykke i hensynsløshed, Sovjet-diktatoren Stalin, besad den autokratiske handlekraft til at sætte millioner af sine borgeres liv på spil, som overvindelsen af de tyske erobringshære krævede.

De millioner forblødte, sultede og frøs ihjel, mens demokratierne i vest – kendt som de Vestallierede – tøvede, i høj grad fordi de veg tilbage for de voldsomme tab, de måtte forudse ved åbningen af en nordvesteuropæisk front mod Det Tredje Rige. Dén front kom så omsider den 6. juni 1944.

Derfor er det jubilæum, vi runder i dag, hvor stort set ingen aktive fra D-Dag længere er iblandt os, også en påmindelse om demokratiernes overlegenhed – i det lange løb. D-Dag kunne kun lade sig gøre, fordi demokratisk valgte statsoverhoveder og regeringschefer kunne samarbejde uden frygt for hinanden. Fordi de ud fra den rationalitet, man kan regne med i civiliserede samfund, turde investere den enorme mængde mandetimer i forberedelse, det gigantiske efterretningsarbejde og de ufattelige materielle ressourcer, som D-Dag krævede. Det var et logistisk mesterstykke, der gik ud på samtidig at minimere tabet af menneskeliv og optimere chancen for sejr. Modsat Stalin kunne Churchill og Roosevelt ikke forvalte menneskeliv som en uudtømmelig naturressource. Der var grænser for, hvor stort et blodbad de kunne acceptere – selvom deres generaler ifølge arkiverne var klar til at gå langt. Tabstallene på selve D-Dag blev store, men alligevel er 4.414 dræbte allierede soldater den 6. juni i underkanten af, hvad der på en helt gennemsnitlig dag omkom på Østfronten.

Så selvom D-Dag nok var et vendepunkt, fordi den betød åbningen af den længe ventede anden front mod Hitler (hvor fronten østpå havde været der, siden Tyskland angreb Sovjetunionen i 1941), så var den aldrig blevet mulig, hvis ikke den tyske kampevne forinden var eroderet andre steder. Det viser også kompleksiteten i den krig, der til syvende og sidst førte til blandt andet Danmarks befrielse. De demokratiske landes sejr blev bygget oven på russiske soldaters, kvinders og småbønders grave. Og de lande i Østeuropa, der blev befriet af Stalins tropper, opdagede snart, at de var blevet besat påny. Derfor illustrerer demokratiernes alliance med Stalin også det problematiske i det, når man indimellem kalder Anden Verdenskrig for ”den sidste gode krig”. God var den ikke, men den fordrev én variant af menneskelig ondskab. Og den viste demokratiernes overlevelsesevne, når det gælder. Det kan vi stadig lære af D-Dag.