Demokratiet har det trods alt godt

Vi lever i en opbrudstid, der også udfordrer demokratiet

Erik Bjerager.
Erik Bjerager. . Foto: Leif Tuxen.

Den første tirsdag i oktober – og det var i tirsdags – blev et nyt folketingsår som foreskrevet i Grundloven indledt med statsministerens åbningstale og politiske program-erklæring for den kommende folketingssamling. I går fulgte den lige så traditionelle og foreskrevne åbningsdebat i Folketinget, der varede fra morgenstunden til sen aften. Demokratiet arbejder, og alt kan forekomme at være ved det gamle. Men sådan er det ikke.

Verden er i opbrud. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sagde det i sin åbningstale: Det, vi før har taget for givet, er nu på spil. Blandt andet frihandel, demokratiske værdier og Danmarks sikkerhed og beskyttelse af Nato, som vi har kendt det til nu.

Dertil kommer et opbrud i leveform og værdier, som statsministeren ikke nævnte, men som har måske endnu mere vidtrækkende følger. Det opbrud er skabt af flere store bevægelser i tiden, blandt andet migration, globalisering, digitalisering, voksende ulighed og undermineringen af de fælles værdier som følge af den stærke individualisering. Dyrkelsen af minoritetssærpræg på bekostning af det fælles kaldes også identitets- politik, og den går sin sejrsgang kendetegnet ved, at det for de involverede er vigtigere at være transseksuel end menneske, eller muslim end dansker, som det blev formuleret her i avisen forleden.

På det nære politiske plan kan det forestående folketingsvalg efterlade det danske demokrati med samme udfordring, som ses mange andre steder. De gamle regerings-bærende og midtersøgende partier skrumper ind til fordel for fremgang til fløjpartier og nye protestpartier.

En nylig undersøgelse fra International Idea, som arbejder for udbredelsen af demokrati, viser, at det danske demokrati hører til blandt verdens fem bedste og mønstrer en bemærkelsesværdig høj valgdeltagelse. Globalt oplever demokratiet dog tilbagegang. I januar fastslog den amerikanske organisation Freedom House, at det nu er 12. år i træk, at demokratiet svinder ind i flere lande, end det går frem. En af forklaringerne er, at mange mennesker oplever, at deres regeringer ikke kan løse de problemer, som blandt andet er skabt af de store forandringer. De gribes af en følelse af magtesløshed, og det gør tanken om stærke, handlekraftige og enerådende ledere attraktiv. Et land som Kina fremfører åbent, at demokrati producerer usikkerhed, som man ser det med amerikanernes valg af præsident Donald Trump og briternes ja til Brexit. Den usikkerhed opstår ikke i et top-styret teknokratisk bureaukrati som det kinesiske med begrænset frihed for befolkningen.

Men af alle dårlige styreformer er demokratiet den mindst ringe, som Churchill sagde. Ingen styreform garanterer fred, frihed og økonomisk fremgang bedre end demokratiet og med en kritisk presse også åbenhed og dermed tillid mellem borgere, myndigheder og politikere.

Uden folkeligt engagement dør demokratiet imidlertid, og i dag er kun hver 20. vælger medlem af et politisk parti i Danmark, hvor det for nogle årtier siden var hver femte. Samfundsengagementet er i disse år orienteret mod bestemte sager og projekter, ikke mod brede politiske partier. Ophøret af den kolde krig for snart 30 år siden var en sejr for demokratiet, men også en pyrrhussejr. For når demokratiets skræmmebillede blegner, gør den lidenskabelige opbakning til folkestyret og alle dets frihedsværdier det også. Man tager det hele for givet. Demokratiet lever af et folkeligt samfundsengagement, og det er det, der må have nyt liv.