Det er en vigtig demokratisk proces, der er i gang i Aarhus Stift, hvor der afvikles valgkamp for at finde Kjeld Holms efterfølger som biskop. Der nedsættes valgbestyrelse, tilrettelægges møder og samles stillere, altså personer, der anbefaler kandidaterne. Vanen tro møder mange stemmeberettigede frem til debatmøder mellem kandidaterne, og spørge-lysten er stor. Der diskuteres teologi, økonomi, ledelsesstil og magtfordeling i folkekirken. I det hele viser møderne et stort overskud i debatkultur nedefra.
Som sådan er processen stort set altid velsmurt og stemmeprocenten høj, når der holdes bispevalg i folkekirken. Men selvom alle demokratiske spilleregler overholdes, må man spørge, hvordan det står til med demokratiets ånd? Hvordan ser det ud med den grundsætning, at man skal give vælgerne reelt forskellige holdninger at vælge imellem?
Ved det nuværende valg i Aarhus Stift stiller to teologer op. Det er ganske vist undtagelsen, at der kun er to kandidater ved folkekirkelige bispevalg, men det er problematisk, når det sker. Ikke mindst fordi forskellene på kandidaterne samtidig er så svære at få øje på, at det under en debat fik ordstyrer Karen Klint (S) til at blande deres navne sammen flere gange. Til sidst udbrød hun: ”Undskyld, men jeg synes, I er så ens. Også i det, I siger.” Det er desværre ikke usædvanligt ved bispevalg.
Det er populært i folkekirken at erklære sig for tilhænger af rummelighed og dialog-baserede løsninger. Og man vinder valgkampe ved at sige ordene højt. Men de præster og menighedsrådsmedlemmer, som har stemmemagten, bør passe på ikke at skabe en valgkultur, hvor alle vil ligne hinanden. For i dag er biskopperne ikke bare præsternes præst og tilsynsførende i det lokale stift. De er også i offentlighedens øjne det ledende lag i en institution med 4,4 millioner medlemmer. Biskopper vælges ikke kun til lokal brug, og det stiller krav til profil, holdning og klar tale.
Magtens m/k'er vælges reelt fra et meget snævert teologisk felt, når man ser på, hvilken mangfoldighed der findes blandt folkekirkens medlemmer, og mangfoldigheden bliver næppe mindre i fremtidens Danmark. Folkekirken kan blive så midtbaneorienteret, at bredden tager skade af det. Det er uholdbart i længden og vil formentlig producere træthed og modreaktioner. Ofte kritiseres politikere for at gøre demokrati til proces. Samme kritik kan rettes mod folkekirken, hvor der af og til tænkes så strategisk og interessebaseret, at man taber mange teologisk interesserede kirkemedlemmer, som betaler kirkens drift. Politikere kritiseres tit for at svigte demokratiets ånd, men overholde dets bogstav. Den kritik må folkekirken også tænke over. AEM