Prøv avisen

Demokratiets store test

Vi skal spare og arbejde mere. Vil vælgerne stemme for det?

De forestående politiske forhandlinger, der skal sikre, at danskerne bliver længere på arbejdsmarkedet, samtidig med at der skæres i velfærdsydelserne, vil blive en prøve for demokratiet. Det er ikke noget populært budskab at lancere besparelser og færre offentlige goder. Kun hvis vælgerne har tilstrækkelig krisebevidsthed og evner at tænke ud over deres egne snævre behov, kan det lade sig gøre. Men det er der ikke meget, der tyder på, er tilfældet i dag.

LÆS OGSÅ:Halv kage til det offentlige

Visionær politik handler om at sikre de kommende generationer og ikke bare den, der nu sidder ved magten. Populariseringen af det politiske liv og vælgerskarens voksende uvidenhed om basale samfundsforhold kombineret med forestillingen om, at staten og kommunen må træde til med løsninger på snart sagt alle livets problemer, er en giftig cocktail for folkestyrets evne til at træffe langsigtede og rigtige beslutninger.

Det nemmeste er at kræve ind til sig selv, lade udgifterne vokse og efterlade regningen i børneværelset til de kommende generationer.

De økonomiske samfundsproblemer, som regeringen lægger op til at løse med sin reformplan for perioden frem til 2020, der fremlægges i dag, er ikke noget dansk særkende. Hele Europa kæmper med den samme underliggende udvikling, der betyder, at næsten alle lande bruger flere penge, end de tjener. Meget ville være løst ved at afskaffe efterlønnen og sætte pensionsalderen i vejret. Flere år ekstra på arbejdsmarkedet har den fordel, at man både bidrager til samfundsøkonomien og betaler skat til det offentlige, samtidig med at man sparer det offentlige for udgiften til pension.

Siden 1971 er gennemsnitslevealderen for en 65-årig i Europa og den øvrige vestlige verden blevet forhøjet med fem år. For hvert år, en gennemsnitsborger i den vestlige verden lever, forlænges middellevetiden med en måned. Overalt arbejdes der på at hæve pen-sionsalderen. USA er på vej til at lade den stige til 67 år, Storbritannien til 68 år. Det ansete britiske The Economist gør i denne uges udgave af magasinet rede for, at pensionsalderen i Europa som gennemsnit burde være 70 år, hvis samfundsøkonomien skal hænge sammen på langt sigt.

At bilde vælgerne ind, at dette store samfundsproblem kan løses – som oppositionen siger – ved, at alle arbejder 12 minutter mere hver dag, er som sød musik i manges ører. Desværre er det også forkert.

Det er muligt, at man kan vinde folketingsvalg ved at bedrage vælgerne, men det undergraver demokratiets evne til også at fungere i modgangstider. Velfærdsstaten skal fremover selvsagt kunne tage sig af de svage og nedslidte, men det kræver, at alle andre må yde noget mere. bjer