Det er skuffende at bevidne, hvor stedmoderligt kulturlivet er blevet behandlet fra politisk hold under coronakrisen. Gang på gang er kunst og kultur kommet nederst i hierarkiet over væsentlige samfundsforhold og presserende problemer, der skal løses for landets befolkning. Konklusionen efter mange uger med nedlukning af landet er, at kulturelle anliggender vitterlig anses for at være den ofte nævnte flødeskum: lidt velsmag, der er behagelig at have, når alle andre behov er dækket, men som sagtens kan undværes.
Frustrationen hos eksempelvis landets museer er både reel og forståelig. Senest er det kommet frem, at Designmuseum Danmark risikerer at lukke. Mange andre museer kan tale med om fyringer og en usikker fremtid. Museerne har faktisk gjort det, de fra politisk side fornuftigvis er blevet bedt om tidligere, nemlig at tjene flere penge selv. Imidlertid er hjælpepakkerne til kulturlivet skruet sådan sammen, at for stor egenindtægt forhindrer akuthjælp – et uløseligt dilemma at være fanget i.
Som museumschefer gjorde gældende i avisen i lørdags er det, som om politikerne ikke forstår museernes særlige situation som ofte både private og offentlige institutioner. Under coronakrisen har de skullet agere, som om de kun var private, og det har skabt store problemer. Også af bureaukratisk art, så mange slet ikke har fået hjælp endnu.
Læg dertil et uforståeligt forløb om genåbningen, hvor byggemarkeder og storcentre er åbnet længe før landets museer og udstillingssteder, selvom de så absolut er sammenlignelige. Forbrug kommer konsekvent før fordybelse. Et billede tegner sig af, at kulturlivet pr. definition behandles stedmoderligt og som flødeskummet på toppen af samfundskagen.
Kunne kulturlivet gøre mere selv? Direktørerne for landets største museer har fortjenstfuldt gjort opmærksom på problemerne, men de må opleve, at de taler for døve politiske øren. Og kulturen har ikke en samlet stemme, hvormed man kan råbe politikerne op. Med til historien hører desuden, at kunstsektoren er vokset eksplosivt over de seneste få årtier, i høj grad også i udlandet. Med løbende ekspansion og ”større er bedre”-filosofi bliver man sårbar, når krisen rammer, og det er ikke kun skade til, hvis coronakrisen får kunstscenen til at geare ned og vende sig indad mod det hjemlige.
Kulturminister Joy Mogensen (S) kunne bestemt også have talt kulturens sag bedre, men om det samlede billede havde været stort anderledes med en aktivistisk minister fremme i skoene, er svært at sige. En politisk tidsånd gør sig også gældende – en holdning til, at ånd og kultur er et supplement til eksistensen og ikke den grund, man bygger på.
Sagen er bare, at talrige skatteborgere rent faktisk er både kulturelt og åndeligt interesserede og ingenlunde opfatter museer som mindre vigtige end byggemarkeder. Dette vælgersegment er ikke blevet hørt nær nok under krisen.