Hvis et sted, hvor en desperat mor kan anbringe sit nyfødte barn anonymt og derefter forsvinde, kan redde bare ét barns liv, behøves der ikke bedre argumenter for at indføre de såkaldte babyluger herhjemme – for eksempel i tilknytning til de største hospitaler.
Det kan derfor meget nemt blive et risikabelt og farisæisk forehavende at redegøre for, hvorfor babyluger alligevel ikke nødvendigvis er løsningen på noget problem, og hvorfor de måske endda kan være med til at skabe et. I hvert fald i et land som Danmark, der med en veludbygget svangreforsorg pakket ind i et omfangsrigt velfærdssamfund rummer de allerbedste forudsætninger for, at ingen nybagt mor af ren nød behøver forlade sit spædbarn.
Grundlæggende er det ret enkelt: Et samfund, der vil stå fast på omsorgen for sine svageste medborgere uanset deres alder og juridiske status, bør ikke sende det signal, at der findes et helle, hvor alle ellers gældende regler for personlige relationer og civiliseret adfærd sættes ud af kraft. Nybagte mødre kan være fortvivlede af mental sygdom og overbelastning eller pres fra pårørende og en fordømmende parallelkultur. Men det gavner i et større perspektiv ikke deres nyfødte børn, at samfundet fortæller mødrene, at det er acceptabelt, at de bare efterlader dem og flygter ud af deres liv.
De første babyluger i historisk tid kendes fra 1200-tallets Rom. Der var det bogstavelig talt et spørgsmål om liv eller død for masser af børn, om der var et trygt sted, hvor de kunne afleveres uden konsekvenser for moderen. Det vidnede antallet af små lig i Tiberen om. Der var babylugerne et ludfattigt samfunds forsøg på humanitær nødværge; en kristen nådeshandling. Her og nu – i det danske samfund – er det derimod etisk grænseoverskridende at muliggøre anonym og spontan bortadoption, hvilket reelt er det, en babyluge handler om.
Det er nemt at sige, at vi i stedet må insistere på, at samfundet rækker ud efter selv de svageste og mest marginaliserede mødre og kommende mødre. Men vi har beredskabet. I vort samfund får mødre, der ikke magter at tage sig af deres egne børn, hjælp fra kommunal sundhedspleje, hospitaler, institutioner og familiepleje og – på sigt – eventuelt en velordnet midlertidig eller permanent bortadoption. Det må være fællesskabets budskab. Ikke at der findes et quick-fix, der løser moderens akutte paniktilstand ved at ophæve alle normalt gældende bånd mellem ophav og afkom.
Men tilbage står stadig det konkrete argument over for al den principielle hændervriden: Hvad nu hvis en babyluge i den virkelige verden alligevel og trods alle de pæne indvendinger redder et barns liv? Bevisbyrden ligger her hos dem, der ønsker lugerne indført. Det vil for indeværende blandt andet sige hos de partier i Folketinget, der, som omtalt her i avisen i går, går ind for idéen. De skal sandsynliggøre med ret stor vægt, at en muligvis sindsforvirret kvinde, der lige har født et barn, rent faktisk vil have sans og samling til at opsøge netop en af de to babyluger, der påtænkes. Og at lugerne ikke omvendt vil friste andre, der ellers ville have overvundet deres krise med andres hjælp, til at skille sig af med deres nyfødte.