Den europæiske katastrofe

Første Verdenskrigs afslutning skal mindes, for at vi kan huske

I den tyske forfatter Erich Maria Remarques roman ”Intet nyt fra Vestfronten” udtrykker hovedpersonen Paul, der er ung soldat i skyttegravene ved fronten, hen mod bogens slutning sin fortvivlelse: ”Hvad venter de af os, når der kommer en tid, hvor ingen krig findes. I flere år var det vores beskæftigelse at dræbe. Det var vores første profession her i tilværelsen. Vores viden om livet indskrænker sig til døden. Hvad skal der senere ske? Og hvad skal der blive af os?”.

Romanen, der med sine mange millioner solgte eksemplarer var med til at forme de kommende generationers forståelse af Første Verdenskrig, satte ord på den store krigs rædsler og meningsløshed. Massedøden hærgede i skyttegravene og sammenbruddet af menneskelighed ved fronten. Der blev ført krig som i 1800-tallet, men med 1900-tallets ødelæggende våben – artilleri, maskingevær og giftgas. Romanens unge hovedpersons fortvivlelse blev profetisk for den rådvildhed, der kom til at præge Europa derefter.

På søndag markeres 100-året for våbenhvilen og krigens afslutning mange steder. Første Verdenskrig blev med sine næsten 20 millioner dræbte og lige så mange sårede et europæisk syndefald og en katastrofe i Europas historie. En kultur kollapsede, og alt det, der havde båret fremgangen i Europa – fremskridtet, videnskaben og forestillingen om det civiliserede menneske – blev glorien nu pillet af, som forfatteren George Orwell har formuleret det. Fremskridtet førte til historiens største massakre, videnskaben til giftgas, og det civiliserede menneske viste sig parat til at opføre sig helt igennem uciviliseret.

Historikeren Henrik Jensen peger i bogen ”Krigen 1914-1918” overbevisende på, hvordan krigen forandrede verden og betød tab af Gud og den faderautoritet, der havde båret Europa indtil da som en central instans. Verdenskortet blev tegnet om efter krigen, men den dybe forandring var ændringen af hele den sociale struktur i Europa. En verden gik så at sige under.

Det er også, hvad den kosmopolitiske jødisk-østrigske forfatter Stefan Zweigs fantastiske erindringsbog ”Verden af i går” handler om. Han tog sit eget liv i 1942 på flugt fra Hitlers jødeforfølgelse og fortvivlet over verdens udvikling. Anden Verdenskrig var en fortsættelse af den krig, som blev indledt i 1914, men afsluttet med en fredsaftale, der ydmygede Tyskland så grundigt, at landet rejste sig til hævn.

For Stefan Zweig var Første Verdenskrig et udtryk for dumhed og en naiv tro på ”egen sags retfærdighed”. Zweig så tydeligt, hvor let det er at arbejde med hadet som drivkraft, sådan som politikerne gjorde det, men beskriver også, hvordan den politiske mobilisering af masserne kan være så forførende. Folk følte pludselig, hvad de ikke havde følt i fredstid, nemlig at de hørte sammen.

Nationalismen og patriotismen voksede sig vild og satte mennesker og lande op mod hinanden. Ligesom historikere sidenhen forgæves har prøvet at forklare, hvorfor krigen brød ud, skriver Zweig, at der ikke findes en fornuftig grund eller en egentlig anledning. Måske kun denne, at der igennem 40 års fredstid havde ophobet sig et overskud af kraft i mennesker og lande, der var parat til at blive udløst.

Vi må mindes Første Verdenskrigs afslutning for at kunne huske. At væbne sig med oplysning og ånd er også i dag en modgift til had og massernes amokløb og til menneskelig selvhævdelse, der uvægerligt fører til umenneskelighed. Det viste også den næste verdenskrig, og det viser udviklingen den dag i dag.