Den folkekirkelige arv fra Grosbøll

Sagen fra Viborg Stift er et kirkeligt krisetegn

Menigheden i Majdal Kirke tager en såkaldt Grosbøll-tjekliste i brug ved jobsamtalerne, hvor den ansøgende præst skal besvare spørgsmål om sin tro. Tjeklisten tager navn efter den kontroversielle sognepræst Thorkild Grosbøll, der tilbage i 2007 skabte røre med sin manglende tro på Gud.
Menigheden i Majdal Kirke tager en såkaldt Grosbøll-tjekliste i brug ved jobsamtalerne, hvor den ansøgende præst skal besvare spørgsmål om sin tro. Tjeklisten tager navn efter den kontroversielle sognepræst Thorkild Grosbøll, der tilbage i 2007 skabte røre med sin manglende tro på Gud. . Foto: Peter Clausen.

Kristeligt Dagblad bringer i dag to artikler fra Viborg Stift, hvor menigheden i Mejdal Kirke søger en ny præst. Det er der i sig selv ikke noget opsigtsvækkende i, og menigheden er en helt almindelig folkekirkelig menighed, der ifølge biskop Nissen ikke er præget i nogen bestemt kirkelig retning.

Det opsigtsvækkende kommer først med menighedens stillingsopslag, hvor man specifikt søger en præst, der er troende. De fleste almindelige danskere vil nok mene, at det er et overflødigt krav at stille, for selvfølgelig tror mennesker, der søger job som præst i folkekirken, på Gud.

LÆS OGSÅ: Søges: Præst med tro

Det er formentlig første gang i folkekirkens historie, at et menighedsråd sort på hvidt formulerer et krav til præstens tro som betingelse for ansættelse, selvom en gruppe teologer dog mundtligt har tilkendegivet, at der i flere sogne i landet ved jobsamtaler med menighedsråd cirkulerer en slags Grosbøll -tjekliste, hvor man som ansøger skal svare på, hvorvidt man tror på en levende og opretholdende Gud og så videre.

LÆS OGSÅ: Grosbøll: Jeg har ikke ændret holdning

Sagen fra Viborg Stift er en forudsigelig arv fra den folkekirkelige strid, der fulgte i kølvandet på Grosbøll-sagen, hvor de fleste almindelige mennesker undrede sig over, at en præst, der offentligt benægtede trosbekendelsens led, fortsat kunne få løn i folkekirken og være under biskoppeligt tilsyn.

Men selvom Grosbøll nok var ret alene med sine bizarre teologiske synspunkter, så var og er han et symptom på en tiltagende troskrise i folkekirken, hvor en voksende gruppe præster reelt bekender sig mere til en moderne, mainstream humanisme end til kirkens etablerede dogmer med kristus-troen som det selvfølgelige udgangspunkt.

Det er denne modsætning, man i Mejdal Kirke med det opsigtsvækkende jobopslag gør opmærksom på. Menighedsrådet forsøger på denne måde at forventnings-afstemme tingene med potentielle teologiske kandidater til jobbet.

Desværre er det ikke nogen god løsning, man har fundet på i Mejdal. For hvordan har menighedsrådet tænkt sig, man skulle kunne afgøre en præsts personlige tro? Tro kan jo ikke måles og vejes. Er der kun en rigtig måde at tro på? Hvem skal afgøre det? Og må en præst nu ikke længere tvivle?

Sagen fra Viborg Stift kan hurtigt komme til at minde om den donatistiske strid i oldkirken, hvor donatisterne mente, at kristendom, kirke og forvaltning af sakramenter stod og faldt med præstens personlige tro og moralske habitus. Det var og er ikke nogen frugtbar vej frem. Det vil skabe usikkerhed blandt præster og true den teologiske frihed, som vi siden Grundloven har hyldet i den rummelige folkekirke.