At dømme ud fra embedsmændenes optræden i minksagen er det ikke særlig sandsynligt, at der blandt ministeriernes cand.polit.’er, statskundskabskandidater og jurister gemmer sig en ny Henrik Kauffmann.
Han var den danske gesandt i USA, der under Besættelsen udviste mod, mandshjerte og handlekraft til at sætte sig igennem over for politikere hjemme i Danmark, der var gået gruelig galt i byen.
Kauffmann var rette mand på rette tid og sted. Stik imod samarbejdspolitikernes direktiver fra Slotsholmen indgik han en aftale – ”i Kongens Navn” som han erklærede – med USA om, at amerikanerne overtog beskyttelsen af Grønland. En bureaukratisk genistreg, der sendte ham i dyb unåde set fra officielt dansk hold, men som på samme tid reddede Grønland som område under Danmark for efterkrigstiden og forebyggede en arktisk front på Grønland under den resterende del af Anden Verdenskrig.
Ansatte i Miljø- og Fødevareministeriet kunne have nøjedes med langt mindre i det seneste par uger. Det havde været nok, hvis blot de øverste embedsmænd i tide havde evnet at forklare ministeren, den nu afgåede Mogens Jensen (S), at han var på vej ud i et grundlovsbrud med regeringens ordre om aflivning af alle mink i landet. Det skete ikke, og derved pådrog embedsværkets mest centrale personer sig et medansvar for skandalen. Et medansvar, som formentlig vil fremstå mere grelt, jo mere der i den kommende tid bliver gravet i forløbets oversete detaljer.
Det kan allerede nu konstateres som en uhyre vigtig post i det politiske konkursbo efter minkskandalen, at den nok så meget handlede om embedsmænd, der ikke duede, da det gjaldt. Ikke bare var der ingen Henrik Kauffmann på Slotholmen i de dage. Der var ikke engang en kvart.
Det er for så vidt en tilståelsessag. Ved Mogens Jensens fratræden i torsdags lød det i afskedstalen fra ministeriets departementschef, Henrik Studsgaard: ”Uanset hvordan vi vender og drejer det, kommer vi ikke uden om, at vores system har fejlet,” sagde han, idet han med eufemismen ”vores system” undgik direkte at pege på sig selv, sine under-chefer og medarbejdere helt ned til yngste fuldmægtig. Han fortsatte: ”Vi har ikke hjulpet dig godt nok. Det er jeg ked af. Det er vi kede af i ministeriet. Det har du taget konsekvensen af. Det har jeg kæmpestor respekt for.”
Man forstår departementschefens kæmpestore respekt for en minister, der tog konsekvensen af skandalen. Det gjorde han nemlig ikke selv. Som det siges: Ministre forgår, embedsmænd består.
Som allerede skrevet på denne plads bør regeringen ikke slippe ud af affæren med en ministerfyring. Den er alvorligere end dét. Sagens oprulning viser allerede, at flere medlemmer af regeringen ikke læste deres papirer ordentligt, idet embedsmænds taktfulde påpegninger af at en totallukning af minkbranchen krævede en ny lovgivning enten ikke blev registreret eller hurtigt blev glemt igen af de travle ministerhjerner.
Men det er netop her, embedsmænd må træde i karakter. Man kan også sige det mere prosaisk: Det er her, de skulle have gjort noget for deres løn. Det er en selvfølge – og hvis det ikke længere er, siger det meget om et forvaltningsmæssigt forfald – at de råber op, indtil de med sikkerhed er blevet hørt af magtfuldkomne ministre.
Hvis der ikke var andet af blivende værdi i Tamil-sagen, så var det den lektie, at embedsmænd skal sige fra, når ministre begår ulovligheder. Evner de ikke det, bør de i nationens interesse søge andet arbejde.