Som beskrevet i Kristeligt Dagblad i dag vil den franske præsident, François Hollande, oprette et nationalt organ til at sikre den sekulære model, landet har haft, siden skole og kirke blev adskilt i 1905. I går kunne man læse, hvordan den franske boligminister, Cecile Duflot, har truet den katolske kirke i Frankrig med konsekvenser, hvis ikke kirken åbner flere tomme bygninger, end den allerede har, i sit store arbejde for hjemløse i vinterkulden: jeg kan ikke forestille mig, at jeg vil blive nødt til at bruge magt over for kirken.
LÆS OGSÅ: Frankrig truer katolikker: Hjælp hjemløse, eller risikér beslaglagte kirker
Retorikken er formentlig bare retorik, der skal appellere til et antireligiøst segment i det franske socialistparti, men ikke desto mindre er det en skræmmende retorik, når man kender sin religionshistorie. Overgreb på trossamfundene har altid været et sikkert kendetegn på historiens totalitære samfund.
LÆS OGSÅ: Fransk præsident vil fremme ikke-religiøs kultur
Den franske historie rummer også den slags overgreb. Under Den Franske Revolution, som man stadig ærer i landet, kulminerede den antireligiøse ideologi med forbud mod kors på grave og massehenrettelse af præster.
Samtidig har Frankrigs dyrkelse af den sekulære model været nærmest religiøs historisk set. Under Den Franske Revolution etablerede man først Dyrkelsen af fornuften og siden Dyrkelsen af det højeste væsen, som blev fejret med folkelige fester.
I dag står den tidligere kirke Pantheon i Paris som tempel for det franske sekulære ideal, og det fungerer som mausoleum for Frankrigs sekulære helte: Voltaire, Jean-Jacques Rousseau og Emile Zola.
Franskmændene har deres grunde til at være yderligtgående i sekulær retning. Landet var efter Reformationen hjemsted for gruopvækkende krige mellem kristne konfessioner, og udviklingen af menneskerettigheder og fornuftsdyrkelsen var et forsøg på en overreligiøs løsning på disse uendelige krige.
Dyrkelsen af det sekulære, som på fransk kaldes laicite, er stadig et svar på religiøse konflikter. I dag er det bare sekter, konservative muslimer og kristne, der er det problem, som staten prøver at løse. Adspurgt hvem de kristne var, som skulle holdes i kort snor med det sekulære overvågningsorgan, svarede præsidenten, at det kunne være amerikanske Darwin-benægtere eller ultrakonservative katolikker, muslimer eller jøder.
Spørgsmålet er, om det er et statsligt organ for overvågning af det sekulære, der er brug for. Måske er det snarere en overvågning af de enkelte staters forhold til religionsfriheden på europæisk niveau, sådan som det kendes fra USA. Der er i hvert fald ikke tilstrækkelig klare grænser for den franske stats magt, når ministre kan true frie trossamfund med at overtage deres bygninger, hvis de ikke makker ret.