Bogens historie er i sig selv en god historie. Både eventyr og drama, både komedie og tragedie. Komedie, fordi bogens historie trods forudsigelser om dens død ender godt. Tragedie, fordi alt for store dele af jordens befolkning ikke har adgang til bøger, enten på grund af fattigdom, censur eller mangel på vilje til at oversætte.
Om FN’s bogdag i dag retter op på skævhederne på globalt plan, er tvivlsomt, men det er ikke desto mindre fortjenstfuldt, at UNESCO i rækken af FN-mærkedage retter fokus på bogen som fænomen. Alle anledninger til at synge bogens pris bør gribes, og alle nye læsere, der måtte blive omvendt til bogens velsignelser i dagens løb, skal bydes indenfor i tryllekredsen, så sandt som det at læse også er at indgå i et fælleskab.
Omend selve læseakten foregår i isolation, som et møde mellem den enkelte læser og bogstaver på papir, udspringer fra dette intime møde det fællesmenneskelige. Både på tværs af tider – gennem læsning bliver vi forbundet med fortidens mennesker – og i nutiden: Vi deler læseoplevelse med andre og lader vores læsning påvirke vores ageren i verden. Som litteraturanmelder Mai Misfeldt skriver i klummen Liv&Litteratur i dagens avis: ”Vi har brug for litteraturens rum som en træning i at være i en kompleks virkelighed, hvor der ikke er ét svar på, hvad der er det rigtige, selvom både selvhjælpsbøger og politikere prøver at få os til at tro det”.
Læsning kan få os til at se verden fra flere synsvinkler, øge forståelsen for vores medmennesker, udvide virkeligheden, så vi ser den på ny, få os til at udkaste alternative virkeligheder og samværsformer. Og endda og undertiden få mennesker til at ændre deres liv, som det lyder i en berømt linje fra den tyske digter Rainer Maria Rilke (1875-1926), der i mødet med den store kunst erkendte: ”Du muss dein Leben ändern.”
Går man videre fra alt dette pragtfulde, der er at sige om bogens eksistentielle og sociale aspekter, er der også en praktisk side, som er med til at forklare bogens enestående succes som medie. I en tid, hvor mere og mere digitaliseres, er det forbløffende at erfare, hvor slidstærk og konkurrencedygtig bogen er:
Den skal ikke tændes, slukkes, genoplades eller have nye programmer installeret. Den kræver ikke kodeord og kan tåle stærk sol, sand, vand og tab fra stor højde. Man skal ikke slå flytilstand til og huske at medbringe adapter, når man rejser med den. Man kan navigere uhindret i den, og den er tilgængelig for enhver skabning, der kan læse bogstaver eller se billeder. Mere demokratisk og grænseoverskridende bliver det ikke.
Som form og medie betragtet er bogen – papir med bind omkring og lim i ryggen – ganske enkelt genial. Den er en enestående civilisatorisk bedrift og dens monumentale succes en påmindelse om, at vi ikke blindt skal omfavne alle nye digitaliseringsdiller. Moder og medier kommer og går, men bogen består.