Valget i 2019 blev kaldt et klimavalg. Næsten alle partier forsøgte at overgå hinanden i, hvor meget og hvor hurtigt de ville gøre noget godt for klimaet. 60 procents reduktion, 70 procents reduktion, 500.000 elbiler, en million elbiler – ingen højere?
Socialdemokratiet vandt regeringsmagten, blandt andet fordi dets støttepartier mere troværdigt end de borgerlige kunne argumentere for, at de ville presse igennem, at Danmark skulle være et grønt foregangsland i verden. Nu har regeringen så præsenteret sit udspil til en grøn skattereform, eller i hvert fald første fase af den. På et eller andet ubestemt tidspunkt ude i fremtiden vil der angiveligt komme flere faser. De skal gøre det muligt at vurdere, om man muligvis – måske ad åre – kan indføre en CO2-afgift. Den afgift, som alle med forstand på klima, økonomi og erhvervsliv ellers siger, er helt afgørende for, om Danmark når den gyldne 70 procents-reduktion af udledningen af klimagasser i 2030 eller ej.
0,5 millioner tons CO2. Så lidt ville udledningen falde i 2025, hvis man gennemførte det forslag, regeringen nu har lagt frem. Målet er imidlertid, at Danmark skal reducere CO2-udslippet med yderligere 16 millioner tons i løbet af de næste ni år. Alle de tiltag, regeringen har fået igennem indtil nu, bidrager med fem millioner tons. Så der er rigtig lang vej.
Nu skal der være en politisk forhandling, og selvfølgelig har regeringen på forhånd lagt luft ind til indrømmelser til forligspartierne. Derfor ender man sikkert også på et lidt højere tal end de 0,5 millioner tons. Problemet er, at når regeringen slet ikke har lagt CO2-afgiften ind i sit forslag, er det vanskeligt at se, hvordan det skulle ske undervejs. Argumentet imod at indføre afgiften hviler nemlig på to meget svært rokkelige ben. Det ene er, at en ensartet afgift på CO2 vil flytte voldsomt rundt på beskatningen af virksomheder, landbrug og transport. Det indebærer en risiko for, at virksomheder lukker eller flyttes ud af landet, og arbejdspladser går tabt. Det andet er, at skattevæsenet rent teknisk næppe kan indføre et nyt afgiftssystem i overskuelig fremtid. Med tanke på 10 års problemer med at indføre et nyt vurderingssystem for beskatning af ejerboliger tror man på, at der er et problem.
Det er svært at forestille sig, at regeringen, dens støttepartier og oppositionen ikke har været fuldt ud klar over disse grundlæggende problemer længe før det seneste valg. Derfor er det også svært at se valgløfterne om en 70 procents reduktion af danske klimaudledninger i 2030 som andet end en stor – undskyld udtrykket – grøn løgn. Og den lever videre, fordi regeringen og et flertal i Folketinget ikke har den politiske vilje til at gøre, hvad der skal til for at nå målet. De vil det ikke. Danmark er ikke et grønt foregangsland i verden og bliver det heller ikke. Målt pr. indbygger er vi blandt de mest CO2-udledende lande, ikke mindst hvis vi medregner alle de varer, vi køber i Asien.
Det kan også være fornuftigt nok at overveje, hvor store ofre man vil bringe i form af tabt beskæftigelse og velfærd, især hvis dyre tiltag bare flytter ”sort produktion” til andre lande. Det ville imidlertid have klædt politikere fra højre til venstre at sige det åbent for længe siden. Nu risikerer man, at løftebruddet først for alvor kommer for en dag den 31. december 2030, når man må konstatere, at målet alligevel ikke kunne nås.