Den 85-årige Benedikt XVIs historiske abdicering fra pavestolen i dag har tiltrukket sig ikke bare katolikkers, men en stor del af den øvrige verdens opmærksomhed. Det skyldes ikke alene beslutningens historiske perspektiv, dramaet om valget af hans efterfølger eller spekulationer om, hvorvidt hans afgang er forårsaget af splittelse og magtkamp i kirkens inderste cirkler som antydet i de seneste dages mediedækning.
LÆS OGSÅ: Pave Benedikts historiske farvel
Pavens afgang tiltrækker sig også stor opmærksomhed, fordi paven er et intellektuelt fyrtårn, der er befriende ophøjet over tidsånden. Mens så mange andre løber efter tidens strømninger og skiftende luner, har Benedikt stået fast. Denne kompromisløshed og urokkelighed i argumentationen for troens og kristendommens plads i samfundet og forsvaret for centrale menneskelige værdier er uden tvivl også en vigtig grund til, at paven og hans afgang tiltrækker så manges opmærksomhed.
Ikke mindst i danske medier er Benedikt XVI blevet udlagt som en formørket pave uden kontakt med virkeligheden. Men det er en betydelig forenkling af hans pavedømme.
Benedikt har forsvaret traditionen, men er også gået i intens dialog med det omgivende samfund om tro og værdirelaterede emner. Han tog pavenavnet Benedikt efter munken Benedikt af Nursia fra 500-tallet, der stiftede munkevæsenet og derved bidrog til udbredelsen af kristendom i Europa. Den nyvalgte pave ville blandt andet sætte særligt fokus på følgevirkningen af den europæiske sekularisering med tab af tro og identitet. Ligesom sin forgænger, den polske pave Johannes Paul II, har Benedikt haft en stærk forståelse af, at en kultur som den europæiske kun undgår sin egen opløsning, hvis den værner om sin kerne kristendommen.
Med intellektuel skarphed har han argumenteret imod relativismen og tidens udbredte forestilling om, at ingen sandheder er eviggyldige, og at alt er til debat. Han har argumenteret for Guds sandhed og talt om relativismen som et diktatur, der ikke anerkender noget som definitivt, og hvis ultimative standard udelukkende består af ens eget ego og begær.
Han har viet dialogen mellem videnskab og tro betydelig opmærksomhed. Islam har han haft en mere kontant tilgang til og krævet gensidighed fra de muslimske lande, når det gælder forsvaret for religionsfriheden. Og så har han udførligt argumenteret imod den kapitalisme, der ikke underkaster sig etiske normer.
Der er en grund til, at det under hans pavedømme blev en talemåde at sige, at man mødte op for at se hans forgænger, men for at høre ham.
Det tjener Benedikt til ære, at han erkender sin egen menneskelige begrænsning og trækker sig, fordi han ikke mener at kunne magte opgaven længere. Det er det mest ydmyge af alle valg, han foretager. Hans intellektuelle kapacitet og trang til fordybelse i åndelige og filosofiske spørgsmål har ikke været en entydig styrke for ham som leder af en splittet kirke.
Over hans pavedømme hviler skygger fra flere skandaler og kriser. Ikke mindst den store børnemisbrugsskandale, der er dukket op til overfladen i den katolske kirke i USA og en række europæiske lande skæmmer hans pavedømme. Han arvede skandalen, men formåede ikke at håndtere den på en tilstrækkelig overbevisende måde for det omgivende samfund. Vatikanets lukkethed er heller ikke tidssvarende. Hans efterfølger vil blive tvunget til at gøre op med den for at øge respekten om kirken.
Men skandalerne alene bør ikke afgøre hans eftermæle. Benedikt XVI har været en væsentlig samfundskritiker og en utrættelig fortaler for kristendommen. Det bør også protestanter være ham taknemmelig for. bjer