Nutidens skolebørn lærer, at den kolde krig fandt sted i en fjern fortid og sluttede med Murens fald og Vestens greb om verdensherredømmet. Hvis de besøger Berlin, kan de få et stykke af muren med hjem som souvenir og glæde sig over, at den tyske hovedstad blomstrer, hvor Jerntæppet engang delte Europa. Det er sådan set ikke forkert, men desværre er det kun den halve sandhed.
For globaliseringen, som vi kender den, og som i vidt omfang blev skabt af Jerntæppets fald, er ved at være forbi. I stedet er vi på vej ind i en ny kold krig med Kina som en langt mægtigere modpart end det Rusland, Vesten stod over for under den første kolde krig.
Det er ikke rart at tænke på, men det er ikke desto mindre tingenes tilstand. Det seneste års coronakrise har kun tydeliggjort frontlinjerne og desværre for Vesten også mindet os om styrkeforholdene.
Kina er kommet langt bedre igennem krisen end de vestlige lande med betydeligt færre smittede og døde og en økonomi, som igen kører på fuldt blus. I løbet af få år vil Kina overhale USA som verdens største økonomi, og kineserne er i fuld gang med at øge landets indflydelse i resten af verden.
Med en svag corona-håndtering, langsom vaccine-udrulning, lavere økonomisk vækst og uden højteknologisk styrkeposition er EU og Europa henvist til en plads på sidelinjen, mens USA og Kina spiller med musklerne i kampen om det teknologiske verdensherredømme.
Her bør vi fra europæisk side entydigt støtte den hårde kurs over for Kina, som Biden og USA har lagt. Og naturligvis overveje grundigt, hvordan vi kan styrke den europæiske position.
Men som en kinesisk topdiplomat understregede for nyligt ved et iskoldt topmøde i Alaska mellem de to supermagter, så er den tid forbi, hvor Vesten forhandler ud fra en styrkeposition. Det er desværre overvejende korrekt.
Selvom USA militært og teknologisk endnu er stærkest, så vil Kinas økonomiske kræfter efter alt at dømme kunne tippe den balance i løbet af kort tid. Opgaven bliver derfor i høj grad at inddæmme spændingerne, så der bliver tale om en teknologisk rivalisering og konkurrence, der ikke eskalerer i langt værre scenarier.
Som den erfarne statsmand Henry Kissinger bemærker i dagens avis er vi fra vestlig side nødt til at finde en ny forståelse med Kina. Det betyder ikke underkastelse, men det betyder, at vi skal tænke os om og blive langt bedre til at navigere i forholdet til Kina.
Vestens styrke er endnu den bløde, kulturelle magt og det gode, frie liv, som de fleste borgere i Vesten kan nyde godt af. Det er fortsat kineserne, som drømmer om at leve som i Vesten – ingen i Vesten drømmer om at leve som i Kina.
Verdenshistorien har lært os, at de farligste tider netop er, når en stormagt falder, og en ny er på vej op. Lad os håbe, at verden rummer klogskab nok til, at krigen forbliver kold.