Der er formentlig et par år til næste folketingsvalg. Derfor kan det også synes irrelevant nu at diskutere, hvad en eventuel borgerlig regering vil foretage sig. Det er det bare ikke. For vælgernes valg handler i stigende grad om, hvilke politikere de finder troværdige, og troværdighed opbygges i fredstid, det vil sige mellem folketingsvalgene. Ifølge valgforskere skyldes den nuværende regerings nedtur i meningsmålingerne, at vælgerne netop ikke har tillid til dens ledere. Det handler ikke om ideologi, men om, at regeringspartierne på en række områder har gjort noget andet, end det de sagde før valget. Eller noget andet end Socialdemokraterne og SF sagde.
Tillidsbarometeret kan imidlertid skifte meget hurtigt i politik. De seneste måneder har der udspillet sig en markeringskrig på den borgerlige fløj, som i høj grad skader troværdigheden. Også selvom det altid har været svært at få hold på, hvad det i det hele taget vil sige at være borgerlig. Det har været en fællesmængde for alt fra ultraliberalisme til national socialkonservatisme, og den eneste fællesnævner har været negationen ikke-socialistisk. Man har historisk opfattet socialismen og socialdemokratismen som den fælles fjende, men ironisk nok bekender alle borgerlige partier sig i dag i praksis til den socialdemokratiske samfundsmodel. Muligvis minus nogle få procent. Ingen kunne drømme om at demontere velfærdssamfundet og heldigvis for det.
Men modellen skal justeres, hvis den skal overleve de store demografiske rystelser forude, og her viser den dybe borgerlige splid sig. Venstre har bekendt sig til nulvækst i det offentlige forbrug uden at præcisere, hvordan det skal nås. Og det bliver uden Dansk Folkepartis hjælp. Partileder Kristian Thulesen Dahl siger allerede nu til dagbladet Politiken, at han håber sammen med Socialdemokraterne at kunne presse en fremtidig borgerlig regering til at bruge flere penge på ældre og syge. Dermed bliver nulvækst den rene utopi. Det står i kontrast til Liberal Alliances hede drømme om færre offentlige udgifter og markant lavere marginalskat. Fungerende politisk ordfører John Dyrby Paulsen (S) har ret, når han siger, at den politiske skillelinje i dag går mellem V, K, LA og alle os andre. Det gælder dog kun i den økonomiske politik. Med hensyn til for eksempel miljø, forsvar, u-landsbistand, uddannelse, familieliv og trossamfunds forhold er der vidt forskellige blå delelinjer fra sag til sag. Man kan selvfølgelig mene, at denne borgerlige pluralisme kun er et gode for folkestyret, men det gør ikke et regeringsprojekt mere troværdigt. Hvis holdningerne fortsat stritter i alle retninger de næste to år, er analysen let: En borgerlig nedtur venter.
hhh